Kære Venner

Nu nærmer julen sig atter og forleden dag havde jeg igen i år besøg af en gammel ven nemlig Gammelalf. Han fortalte igen i år om et af hans juleeventyr. Denne fortælling starter på en gammel ridderborg.

Så tag en glas Juleglögg, fyld en skål med nybagte vanillekranse, tænd op i kaminen og sæt Jer godt tilrette i sofaen, for nu følger historien om:

Det Magiske Stjernestøv

Rigtig god fornøjelse og rigtig god December. Må julefreden sænke sig og julestemningen ramme Jer.

Kapitel 1: Borgen

Langt mod vest over de uvejsomme bjerge og dybe søer ligger en gammel ridderborg. Dens mure er så tykke, at man i fordums tid ikke kunne høre fangernes skrig i de dybe kældre. Borgens tårne er så høje, at man kan se mange mil ud over det bakkede landskab med de store skove og små landsbyer. Et enkelt af tårnene er for mange år siden ødelagt under et stormangreb på borgen. Det står nu kun halvt så højt som de andre tårne og taget mangler. Ravnene har bygget reder i tårnet og deres skrig lyder hele dagen ud over borgen.

Borgen er omgivet af en dyb voldgrav med mudret vand. Ingen ved hvor dyb den er, men der går rygter om, at en yndig datter af en af borgherrerne engang kastede sig ud fra det ene tårn, fordi hun ikke kunne få sin elskede og man fandt hende aldrig.

 Midt i gården står en brønd, den er meget dyb og i bunden af brønden er der rent klart vand. Over brønden hænger en gammel træspand og når den svinger i vinden, lyder en knirken fra det gamle tov.

 Man kan kun komme ind i borgen via broen over voldgraven. Den er bred nok til, at 4 heste kan gå ved siden af hinanden og belagt med brosten. For enden af broen er en kæmpe træport og porten er prydet med to ørne af smedejern. Til højre for porten hænger en gammel rusten klokke. Hvis man trækker i klokkesnoren, kan man efter lidt tid høre slæbende trin og en hæs stemme, der siger ”Hvem der?”. Det er den gamle borgvogter. Han passer sit job, som han har gjort i næsten 80 år og som hans far, farfar, oldefar og tipoldefædre har gjort før ham.

Borgen tilhører en ældgammel slægt, hvis medlemmer før i tiden var stolte riddere, der deltog i ridderturneringer og kæmpede side om side med kongen mod de vantro. Nu om dage, hvor ridderturneringer kun foregår i TV og bøger, står de gamle rustninger ubrugte hen i de lange gange. Staldene er næsten tomme, kun to ponyer, der ejes af børnene, står og gumler hø i deres bokse. Udover familien, deres tre katte, ponyerne, alle musene, edderkopperne, ravnene og den gamle portvogter, bor der også en nissefamilie på borgen. Der er Prys og Fnitte, de to nisseunger, og deres forældre samt den gamle Bedstefarnisse. De bor højt oppe i det nordlige tårn, hvor der ikke er kommet mennesker i mange år.

Prys er den ældste af de to nissebørn, han er en lille trin fyr med et stort rødkrøllet hår. Fnitte er en lille splejs med lange lyse fletninger. De elsker at gå på opdagelse i den gamle borg og høre Bedstefarnisses fortællinger om gamle dage. Når skumringen falder på, hopper de op hans skød og mens han bakker på sin pibe, fortæller han dem om deres tipoldefar den berømte Sørøvernisse Rødskæg og alle hans eventyr.

Menneskene på borgen ved ikke, at nissefamilien bor i borgtårnet. Den gamle portvogter har flere gange set de to nisseunger, når de har været for uforsigtige, men ingen tror på hans fortællinger om nisser og genfærd. Man siger han har ”rotter på loftet” og ryster på hovedet af hans historier.

Men den gamle portvogter ved bedre, han ved besked med nisserne og Den hvide Jomfru – genfærdet af den unge pige, der kastede sig i voldgraven. Hun vandre hvileløst rundt i borgens gange om natten for at lede efter sin elskede. Den gamle portvogter har på sine gamle dage svært ved at sove og har på sine natlige vandringer set et mærkeligt klart lys, hørt de sørgmodigste suk og set en gennemsigtig kvindeskikkelse i lange hvide klæder svæve forbi.

Han har også set glimt af Fnitte og Prys, når de har smuttet rundt om et hjørne, ind i et musehul eller kigget ud gennem en af rustningernes visirer. Den gamle portvogter kan godt lide Den hvide Jomfru og nisserne og han stiller hver dag mad frem til nisserne ude i det gamle våbenhus og hver dag i december var det nissernes livret – risengrød med kanel og smørklat.

Kapitel 2: Bedstefarnisse fortæller

Nu var det endelig blevet december igen. Fnitte og Prys skyndte sig ned i våbenhuset og hentede risengrøden, som den gamle portvogter havde stillet frem. Grøden duftede så dejligt, at deres tænder løb i vand og de havde svært ved at vente med at spise, indtil de kom op i tårnet med grøden.

”Skal vi ikke smage bare en lille bid?” spurgte Fnitte og stak sin finger ned i grøden uden at vente på Prys´ svar. Hun puttede hurtigt fingeren i munden og smilede sagligt ”uhm – jeg havde helt glemt, hvor godt det smager” sagde hun smilende. ”Vi får altså ballade” sagde Prys, men han kunne heller ikke vente og stak også en finger i grøden og slikkede den ren. ”Vi må hellere se at komme tilbage, før vi spiser det hele” sagde Prys og de løftede i fællesskab skålen og smuttede hurtigt tilbage til tårnet.

”Hmm – der har vist været en mus i grøden” sagde Mornisse og kiggede på nisseungerne, der blev helt røde i kinderne. ”Tager I lige nogle skeer og skåle, så vi kan spise, mens grøden stadig er varm” sagde hun og satte grøden på det runde bord. ”Der er mad” råbte hun indtil Bedstefarnisse, der sad og sov i gyngestolen med piben hængende ud af munden. Han gabte og tabte piben ned i skødet. Lidt efter sad de alle fem omkring bordet og spiste risengrød.

Da de havde spist al grøden, tog Mornisse af bordet og Farnisse vaskede op. Bedstefarnisse trissede igen ind i gyngestolen og tændte sin pibe. Prys og Fnitte hoppede op på hans skød og sagde i kor ”fortæl en historie bedstefar, en om Rødskæg, vil du ikke nok bedstefar?”

Bedstefarnisse rømmede sig, tog et sug på piben og blæste røgen ud gennem munden. Så begyndte han sin fortælling: ”Engang for længe længe siden levede Jeres tipoldefar Rødskæg. Han levede ombord på det berygtede sørøverskib ”Typhon”, der var under den koldblodige kaptajn Enøjes kommando og som spredte rædsel på de syv verdens have.

Rødskæg var med på alle togterne og var ligeså vild og hidsig som Kaptajn Enøje. De overmandede hundredvis af skibe, røvede og plyndrede havnebyer og samlede mægtige skatte, som de gemte på en øde ø i Stillehavet.

En gang sejlede de langt oppe mod nord. Så langt oppe, at vandet frøs til is og de måtte have isbjørne til at trække sørøverskibet oppe på isen. De havde lavet en stor slæde som de havde trukket skibet op på og Enøje havde alene mand fanget og tæmmet isbjørnene.

De slæbte sig over isen i mange uger, det var så koldt, at deres skæg frøs til is og knækkede af. Det er den eneste gang, Rødskægs lange røde skæg ikke nåede helt ned til hans tæer. Det eneste de havde at spise var frosne fisk og is. Flere af sørøverne bukkede under for kulden og snart var de kun 5 mand, skibskatten Skipper og en nisse tilbage – Enøje, Styrmand Styg, kokken Kabys, skibsdrengen Frede og Rødskæg.

Da de næsten havde opgivet håbet, opdagede Rødskæg en grotte. Den var kæmpestor, så stor, at hele sørøverskibet kunne være inde i den. Men i bunden af grotten førte en lille bitte tunnel videre ind i isen. Tunlen var så lille, at kun Rødskæg kunne kravle derind. Han tog et lys og satte det op på nissehuen og kravlede ind for at se, hvad der var for enden af tunnelen”. Bedstefarnisse kløede sig på næsen og sagde ”I skal vist i seng børn, I må høre resten af historien i morgen”. ”Åh – bedstefar, nu kan vi jo slet ikke falde i søvn” sukkede nisseungerne i kor. ”Det går såmen nok” gnækkede Bedstefarnisse. Prys og Fnitte kravlede ned og trissede ind i seng, mens de højlydt snakkede om, hvad Rødskæg fandt for enden af tunnelen.

Kapitel 3: Familien Waldorf

Nisseungerne vågnede tidligt næste morgen og kom hurtigt i tøjet. De spiste resterne af risengrøden fra i går og gik ud på opdagelse i borgen. ”Skal vi ikke gå ned og se hvad børnene laver?” spurgte Fnitte. ”Det kan vi godt” svarede Prys, ”men vi må hellere passe på, for hvis mor og far opdager, at vi nærmer os menneskene, får vi ballade” fortsatte han. De nikkede til hinanden og pilede af sted, for ligesom menneskebørn i den alder, gjorde de ikke altid lige det, deres forældre sagde de skulle.

De smuttede fra gemmested til gemmested langs de lange gange. På denne tid var familien som regel samlet i det store køkken for at spise deres morgenmad, før børnenes far, Hr. Waldorf kørte de to børn, Valdemar og Amalie – kaldet Valde og Malie – i skole og deres mor – Olsa – på arbejde. Hr. Waldorf var direktør i et stort firma inde i byen, mens Olsa var sygeplejerske på plejehjemmet.

Fnitte og Prys nåede ned til stuen ved siden af køkkenet og via musehullerne, krøb de ind i køkkenet og kom ud lige bag den store krukke med mel. Her satte de sig ned og lyttede til snakken omkring køkkenbordet.

”Orv mand, får vi virkelig besøg af Onkel Molle?” udbrød Valde glad, ”ja” svarede Olsa ”han kommer for at holde jul sammen med os”. ”Tror du så, at vi kan få en tur på hans motorcykel?” spurgte Malie, ”vi får se, men lad nu være at plage livet af Molle” sagde Olsa smilende. Ungerne forgudede Onkel Molle, som var Olsas lillebror. Han var altid fuld af gode ideer og fortællinger om alle hans oplevelser, også havde han en stor sort motorcykel, som han elskede overalt på jorden.

Hr. Waldorf kiggede op over kanten på sin avis, rynkede panden og sagde ”al det julehurlumhej, gid det var overstået”. ”Det mener du jo ikke Wilfred” svarede Olsa og rystede på hoved af sin mand. Han havde så travlt i firmaet, at han slet ikke havde tid til julen.

”Se så at blive færdige” gryntede Hr. Waldorf ”og husk madpakkerne” han rakte børnene de to madpakker, som Olsa havde lavet til dem. Børnene skyndte sig ud og tog deres frakker på og familien kørte af sted mod byen.

”Det bliver altså rart, når Valde og Malie får juleferie” sagde Fnitte, ”her er lidt kedeligt, når de ikke er hjemme. Tror du ikke snart Olsa skal pynte op til jul, hun er flere dage bagefter?” fortsatte Fnitte. ”Det ved jeg ikke, men det håber jeg da, bare ikke Hr. Waldorf nedlægger forbud mod julen i år” svarede Prys. ”Åh nej det må han ikke” sukkede Fnitte nervøst. ”Kom skal vi ikke løbe over i stalden og hilse på ponyerne og se om Den gamle portvogter er derovre, så kan vi drille ham lidt?” foreslog Prys for at få Fnitte på andre tanker. Fnitte syntes, det lød som en god ide og de smuttede straks af sted mod stalden.

Senere samme aften efter de havde spist aftensmad, hoppede nisseungerne igen op på Bedstefarnisses knæ og plagede ham om at fortsætte sin fortælling om Sørøvernissen Rødskæg. ”Hvor kom jeg til?” spurgte Bedstefarnisse og tog et sug af piben. ”Der hvor Rødskæg kravlede ind i istunnelen” svarede nisseungerne i kor. ”Nå, ja det gjorde jeg vist også” mumlede Bedstefarnisse og fortsatte sin fortælling.

”Rødskæg kravlede på alle fire ind i den smalle tunnel, der kun blev oplyst af lyset på hans nissehue. Efter mere en hundrede meter drejede tunnelen mod nord og endte i en stor grotte. Rødskæg rejste sig op og kiggede rundt. Han havde svært ved at se særlig meget, da det var helt mørkt i grotten, så han tog nogle flere lys op af sin lomme og tændte dem. Så satte han dem et efter et i isen efterhånden som han gik længere ind i grotten.

Det var en utrolig smuk grotte, der hang lange istapper ned fra loftet og genskæret fra lysene lavede utrolige farver på væggene. I midten var der en firkantet forhøjning nærmest som et lille bord. På bordet stod en lille skrin. Rødskæg gik hen til forhøjningen og kiggede på det lille skrin. Det var lavet af guld og havde sære figurer og tegn på siderne og låget. Han prøvede at åbne skrinet, men det var låst. Rødskæg kløede sig lidt i skægget og kiggede igen på skrinet, så tog han nissehuen af, løftede skrinet op og puttede det ind i nissehuen. Han tog nissehuen på igen og undersøgte derefter resten af grotten.

Helt nede i den anden ende af grotten, lå en bunke af ædelsten og gamle guld mønter. Rødskæg puttede stenene og guldet ned i en lille lærredssæk og vente så tilbage til de andre. ”Hvad fandt du?” spurgte Kaptajn Enøje, da han igen var ude af tunnelen. Rødskæg rakte ham lærredssækken, men det lille skrin gemte han i nissehuen. Kaptajnen kiggede glad ned i sækken og sagde ”godt klaret Rødskæg, du skal få et ekstra krus rom, når vi engang når frem”.

Bedstefarnisse kiggede på Fnitte og Prys, der forsøgte at skjule en gaben ”så er det vist i seng unger, historien fortsætter i morgen”. Han klappede dem i numsen og de skyndte sig ind i seng.

Kapitel 4: Nybagte boller

Den næste dag var det et frygteligt vejr. Det stormede og haglede. Vinden hylede i de gamle tårne og selv ravnene holdt sig inde i deres ødelagte tårn. Fnitte og Prys vågnede igen tidligt og krøb sammen under deres dyner og lyttede til vindens susen i tårnet.

”Uh – sikke et frygteligt vejr” sagde Fnitte ”hvad nu, hvis det fortsætter helt til juleaften, så får Julemanden svært ved at flyve i sin kane”. ”Arrrh – det tror jeg heller ikke, det gør, og desuden har Julemanden klaret vejr, der var meget værre før” svarede Prys.

”Der er mad unger” lød deres mors stemme, Prys og Fnitte slog dynerne til side og hoppede ud af sengen og skyndte sig ind for at få noget at spise. Da de havde spist, smuttede de igen ned i borgens køkken og lyttede til snakken omkring menneskenes morgenbord.

”Zeus må være vred i dag” sagde Valde stolt, han var begyndt at lære om de græske guder i skolen og benyttede enhver lejlighed til at snakke om dem. ”Hvem er Zeus?” spurgte Malie interesseret. ”Det er den allerøverste gud” svarede Valde ”han kan fremkalde lyn og torden”. ”Nåh – det er jo næsten lige som Thor” sagde Malie, og de snakkede videre om de nordiske og græske guder.

Fnitte og Prys lyttede til snakken med store ører. ”Orv de lærer meget i skolen” sagde Fnitte. ”Tys” hviskede Prys ”de må ikke høre os”.

Olsa stille nybagte boller på bordet, de duftede så dejligt, at Fnittes og Prys´ tænder næsten løb i vand. ”Wilfred synes du ikke, børnene skulle blive hjemme fra skole i dag?” spurgte Olsa ”jeg har fri og det er sådan et frygteligt vejr”. ”Hmm” svarede Hr. Waldorf ”hmm – lad gå da, I fik sådanne nogle fine karakterer sidste gang, så det går nok”. ”Jubii” råbte Valde og Malie i kor, de tog hinanden i hænderne og dansede rundt på køkkengulvet.

”Jeg må vist hellere komme af sted, hvis jeg skal nå ind til byen til tiden” sagde Hr. Waldorf og drak resten af sin kaffe. Han rejste sig, kyssede Olsa og klappede børnene på hovederne og gik ud for at tage overfrakken på. ”Farvel far, hav en god dag” råbte børnene efter ham. ”Og kør nu forsigtigt” sagde Olsa formanende.

Lidt efter, da Valde og Malie var færdige med at spise morgenmad, foreslog Valde, at de skulle gå ned til ponyerne og ordne i stalden. Olsa ville ordne noget vasketøj og spurgte, om de ikke skulle drikke varm kakao og lave julestads bagefter. De syntes børnene var en god ide og de skyndte sig ned i stalden.

Da alle havde forladt køkkenet, kiggede Prys og Fnitte frem og opdagede, at der stadig lå tre nybagte boller på fadet på bordet. De kiggede på hinanden og nikkede. Så krøb de forsigtigt ned fra hylden ned på gulvet og smuttede hen til køkkenbordet. Fnitte krøb op på Prys´ skuldre, op på stolen, så kravlede hun op på bordet og så sig omkring.

Kun en halv meter fra hende lå bollerne på fadet, hun kunne næsten smage dem – Uhms! Hun skyndte sig over til fadet og trillede en af bollerne hen til kanten af bordet, gav den et puf, så den faldt ned på gulvet til Prys. Så kiggede hun sig omkring, smuttede tilbage til fadet og trillede endnu en bolle ud over kanten af bordet. Derefter skyndte hun sig igen ned til Prys og de trillede hver sin bolle hen mod hjørnet bag skabet.

I det samme kom Olsa ind i køkkenet, Fnitte var nået i sikkerhed, men Prys manglede stadig et lille stykke. Fnitte holdt vejret og kiggede nervøst efter Prys. Prys trillede så hurtig og lydløst han kunne sin bolle hen til skabet, men lige inden han nåede i sikkerhed, snublede han og tabte sin nissehue. Han rejste sig hurtigt og fik bollen og sig selv i sikkerhed, men nissehuen lå stadig ude på gulvet.

Olsa nynnede en julesang og begyndte at rydde op efter morgenmaden. Da hun tog fadet med bollerne, kiggede hun undrende ned på den ene bolle, der var tilbage. ”Det var underligt” sagde hun højt ”jeg kunne have svoret på, at der var tre boller tilbage på fadet – mærkeligt!”

Prys og Fnitte kiggede på hinanden og på Prys nissehue. Hvad skulle de nu gøre??? ”Kom” hviskede Prys og trillede sin bolle ind i musehullet bag skabet. Fnitte fulgte efter med sin bolle. ”Hvad med huen?” spurgte hun lavt og kigge sig tilbage over skulderen. ”Vi henter den om lidt” svarede Prys.

De trillede bollerne længere ind i hullet og skyndte sig så tilbage til deres gemmested bag skabet. Olsa var begyndt at feje gulvet i køkkenet og inden nisseungerne kunne nå at få fat på nissehuen, nåede Olsa hen til gulvet ved skabet. ”Hvad er det, der ligger der?” sagde Olsa højt og bukkede sig ned og tog Prys´ nissehue op. Hun kiggede på den og sagde ”det må være en af børnenes til en af deres mange nisser”. Hun puttede nissehuen ned i lommen og fejede videre.

Prys og Fnitte kiggede på hinanden ”hvad gør vi nu?” hviskede Fnitte. ”Det ved jeg ikke, men vi må hellere skynde os tilbage” svarede Prys ” og ikke en lyd til mor og far!”. Fnitte rystede på hovedet og de skyndte sig tilbage med deres boller.

Kapitel 5: Elverskrin

Halvvejs tilbage til tårnet, foreslog Fnitte, at de tog sig en pause og smagte på bollerne. Prys var straks med på ideen og de fandt en gammel garntrisse at sidde på. Prys brækkede et stykke af den ene bolle og rakte det til Fnitte, der straks tog en stor bid. ”Uhm – hvor smager det godt” udbrød hun glad. Prys tog også et stort stykke af bollen og puttede det i munden.

Der gik ikke ret lang tid, før de havde guffet hele den ene bolle i sig og der lå krummer over det hele. De kiggede på hinanden og begyndte af fnise. ”Vi må vist hellere gemme den anden bolle, ellers kan vi slet ikke spise noget af risengrøden, og så bliver mor vist mistænksom” sagde Prys. ”Husk nu ikke at sige noget om nissehuen” fortsatte han. ”Hvad hvis de spørger?” spurgte Fnitte og rynkede panden. ”Øh – så siger vi bare, at jeg tabte den ned i brønden” svarede Prys ”kom vi må af sted”.

De trillede i fællesskab den sidste bolle op til deres gemmested. Det var et lille rum bag et gammelt maleri i et af borgens mange ubrugte værelser. Maleriet forestillede nogle elverfolk, der dansede i ring på en eng en stjerneklar nat. Midt i ringen stod et fint lille guldskrin og små ildfluer fløj omkring elverfolkene.

Fnitte kiggede op på maleriet, efter de havde gemt bollen af vejen ”hm – Prys prøv engang at se, mon det er sådan et skrin, Rødskæg fandt i snegrotten?”. Prys kiggede eftertænksomt op på billedet ”det ved jeg sørme ikke” svarede han ”vi må spørge bedstefarnisse, det kan være han ved det – kom!”. Han tog Fnitte i hånden og de pilede af sted op mod tårnet.

”I kommer lige i rette tid til at spise” sagde Mornisse ”hvad har I lavet og hvor er din nissehue Prys?”. Prys og Fnitte kiggede på hinanden med røde ører og Prys svarede ”Øh – den har jeg tabt ned i brønden”. ”Hvad har du?” sagde Mornisse og kiggede strengt på Prys ”du ved godt, at den hue har din bedstemor lavet til dig, du må lære at passe bedre på dine ting. Kom nu og sæt jer ned og få noget at spise, I må være sultne”. Fnitte kiggede på Prys og fniste ”oh – jo vi er meget sultne”.

Efter at have klemt grøden ned, løb nisseungerne over til deres bedstefar, sprang op på hans skød og spurgte i kor ”bedstefarnisse, hvad var det for et skrin Rødskæg fandt, var det et elverskrin????”. Bedstefarnisse kiggede undrende på dem ”hvor har I hørt om elverskrin?”. Fnitte svarede ”vi har set det på det store maleri i det blå værelse”. ”Nåh – så kan jeg bedre forstå det” sagde Bedstefarnisse og kløede sig i sit lange skæg.

”Hvad er et elverskrin bedstefar?” spurgte Prys. Bedstefarnisse tændte sin pibe og puste noget røg ud, før han svarede. ”Ser i børn, et elverskrin er et skrin som elversmeden har lavet over den evige ild. Det er lavet af det pureste guld og skrinet er dækket af mystiske tegn. ”Jamen bedstefarnisse, hvad bruger de skrinet til?” spurgte Fnitte nysgerrigt. Bedstefarnisse fortsatte ”i skrinet samler elverfolket og alferne stjernestøv på vindstille stjerneklare nætter. Der er kun ganske få elverskrin og når de tømmes for stjernestøv, er det kun elverfolket og alferne, der ved hvordan man samler mere stjernestøv”.

”Nøøjj” udbrød Prys og Fnitte ”sådan et skrin ville vi godt have”. Bedstefarnisse smilede og sagde ”nu må I vist hellere komme til køjs”, han klappede dem på kinderne og løftede dem ned på gulvet. Prys og Fnitte havde ellers slet ikke lyst til at sove, de ville meget hellere høre mere om elverskrin, elverfolket og alferne, men deres mor kaldte og de gik ind i seng.

Kapitel 6: Den gamle portvogter.

Imens nisserne kæmpede med bollerne, løb Valde og Malie ned til deres to ponyer. Den gamle portvogter, der fodrede dem til morgen og lukkede dem ud på folden, der lå på bakkerne bag borgen, havde ladet dem stå inde i dag pga. vejret.

Malie kaldte på hendes pony – den skimlede vallak Bussie, der svarede med en vrinsken. Valdes pony, den røde hoppe Nika, løftede ligeledes hovedet og brummede af børnene. De fik gulerødder og mens børnene striglede ponyerne, kom den gamle portvogter ind i stalden. ”Godmorgen børn. Når har I sådan fået en fridag i dag” gnækkede han. Valde og Malie sagde godmorgen i kor og Valde forklarede, at det var pga. uvejret og fordi, de havde sådanne fine karakterer i skolen.

”Vil du ikke med op i køkkenet bagefter? Vi skal have varm kakao og lave julestads” spurgte Malie den gamle portvogter. ”Så kunne du også smage en af mors nybagte boller” sagde Valde. Den gamle portvogter kløede sig på sin skaldede isse og svarede ”det lyder jo ellers dejligt, Olsas boller smager så vidunderligt, men jeg skal lige stille risengrød frem til nisserne først”.

”Må vi ikke gå med” spurgte Malie ”jo det må I da gerne” svarede den gamle portvogter og børnene lagde deres striglere på plads, gav ponyerne noget hø og løb efter den gamle portvogter. ”Hvordan ved du, at det er nisserne og ikke misserne der spiser risengrøden?” spurgte Valde nysgerrigt. ”Jo – ser I, for det første, har jeg set nisserne, og for det andet gider misserne ikke spise risengrød, de vil hellere have deres kattemad” svarede den gamle portvogter.

”Orv mand, har du virkelig set nisser?” udbrød Malie begejstret ”hvorhenne?”. ”Det skal jeg såmen sige Jer, jeg har set nisser flere steder på borgen, men specielt oppe ved det østlige tårn har jeg set dem flere gange”. ”Hvor store er de, hvor mange er der, er de søde, har de nissehuer på?” børnene spurgte i munden på hinanden. ”Hør nu børn, jeg skal nok fortælle jer om nisserne, men skal vi ikke gå ned til Jeres mor og få varm kakao imens?” sagde den gamle portvogter og smilede. Han elskede, når børnene gad høre ham fortælle.

”Mor mor, vi har nisser på borgen” råbte Valde og Malie i munden på hinanden, da de kom tilbage til køkkenet. ”Har vi det?” svarede Olsa ”så må det vist være en af deres nissehuer, jeg fandt her på køkkengulvet”. Hun puttede hånden i lommen og tog Prys´ nissehue op og viste børnene, mens hun smilede. Olsa troede som de fleste voksne ikke på nisser og mente ligesom Hr. Waldorf, at den gamle portvogter havde lidt ”rotter på loftet”.

Valde, Malie og den gamle portvogter kiggede nysgerrigt på nissehuen. ”Det er vist rigtig nok, det er en af nissernes” sagde den gamle portvogter, ”hvis du giver mig den, skal jeg lægge den sammen med risengrøden, så kan nissen få den tilbage igen”. ”JA – det er en god ide mor” udbrød Malie ”ellers går nissen måske rundt og fryser om ørerne”. Olsa skjulte en latter og svarede ”okay, det må I så hellere gøre, vi kan ikke have nisserne bliver forkølede”.

”Nå, men der er varm kakao og boller, selvom nogle af nisserne vist har været på spil og taget et par af dem” grinede Olsa. De satte alle sig ved bordet og drak kakao og spiste boller. Bagefter klippede de julepynt, mens den gamle portvogter fortalte om nisserne på borgen.

Kapitel 7: Nissehue og stjernestøv

Næste morgen var uvejret gået over og solen skinnede. Ravnenes skrig kunne høres uover hele borgen. Valde og Malie vågnede tidligt og skyndte sig ned til køkkenet, hvor deres mor var ved at lave morgenmaden klar. ”Mor mor har du vasket nissehuen?” råbte de i kor. Olsa kiggede på dem og smilede. ”Jamen det har jeg da” svarede hun og rakte børnene nissehuen. ”Må vi godt smutte ned med den med det samme?” spurgte Malie. Olsa rystede på hovedet af børnene og sagde, mens hun skjulte en latter ”lad gå da, men skynd Jer tilbage, I skal i skole i dag”.

Valde og Malie spurtede ned til den gamle portvogter, der kom trissende med en skål risengrød i hænderne. ”Se, mor har vasket nissehuen, nu bliver nisserne nok glade” sagde Malie begejstret. Den gamle portvogter gnækkede og sagde ”det tror jeg bestemt, de gør. Kom med mig, vi skal ned i våbenhuset, det er der, jeg plejer at stille risengrøden”. Valde og Malie fulgte efter, mens de snakkede om nisserne.

Da de nåede ned til våbenhuset, stillede de grøden på den lille skammel og lagde nissehuen ved siden af skålen. ”Skal vi ikke blive her og se om nisserne kommer?” foreslog Malie. ”Det går vist ikke” svarede den gamle portvogter ”hvis nisserne opdager jer, gemmer de sig og kommer slet ikke”. ”Vi har også lovet mor at skynde os tilbage” sagde Valde og de forlod alle tre våbenhuset.

Prys og Fnitte havde hele tiden siddet bag en af de gamle rustninger. De havde hørt, alt hvad de tre menneske havde snakket om og lige så snart, døren blev lukket, pilede de op til grøden. Prys kiggede ned på sin nyvaskede nissehue ”sikke fin den er blevet” udbrød Fnitte. Prys tog den forsigtigt op og satte den på hovedet. Malie og Valde var nu meget søde, selvom de var menneske, men det var den gamle portvogter jo også, han havde altid sørget for risengrød til nisserne. Menneskene var måske slet ikke så slemme alligevel, tænkte Fnitte og Prys.

”Kom lad os skynde os tilbage med grøden, så kan det være, at bedstefarnisse vil fortælle noget mere om elverskrinene” sagde Prys. De løftede op i skålen og skyndte sig tilbage til tårnet.

Da de havde spist, hoppede de op på bedstefarnisses skød og tiggede ham om at fortælle noget mere om elverskrinene. ”Hvad bruges stjernestøvet til, bedstefarnisse?” spurgte Fnitte. ”Ser I” startede bedstefarnisse, mens han tændte sin pibe ”stjernestøvet er magisk, det kan få ting til at flyve. Elverfolket og alferne er de eneste, der ved hvordan det samles og stjernestøvet kan kun opbevares i de specielle elverskrin, ellers forsvinder det ud i himmelrummet igen”.

”Jamen bedstefarnisse, hvad bruger elverfolket og alferne så det magiske stjernestøv til?” spurgte Prys. Bedstefarnisse pustede noget røg ud gennem munden og fortsatte ”elverfolket og alferne bruger det bl.a. til selv at kunne flyve, men allervigtigst, det magiske stjernestøv er det, der får Julemandens kane og rensdyrene til at flyve juleaften”. ”Øjj” udbrød nisseungerne i kor ”det vil altså sige, at Julemanden får hjælp af elverfolket og alferne?”. ”Ja, det er helt rigtigt” svarede bedstefarnisse ”og hvis Julemanden løber tør for stjernestøv, kan han ikke bringe alle julegaverne ud til verdens børn juleaften”.

Prys og Fnitte kiggede på hinanden, de kunne slet ikke forestille sig en juleaften uden julegaver fra Julemanden, det ville være en katastrofe. Det var godt, elverfolket og alferne kunne samle det magiske stjernestøv til Julemanden.

Kapitel 8: Kanetur

Nogle dage efter var det igen weekend og selv Hr. Waldorf holdt fri fra arbejde. Sneen havde dalet ned hele natten og der lå et tykt lag sne udover hele landskabet. Traditionen tro skulle hele familien og den gamle portvogter ud og hente juletræet i den nærliggende skov. Nika og Bussie, der begge var tilkørt, skulle trække den gamle kane med bjælder og små lygter på.

Den gamle portvogter fjernede tæpperne der dækkede den fine gamle kane. Kanen var mere end 100 år gammel og det var portvogteren på borgens job at vedligeholde kanen. Den gamle portvogter havde allerede i november måned malet kanen og pusset al messingen så den skinnede. Han lagde de tykke lammeskindstæpper på sæderne og hentede Nika og Bussie.

Ponyerne prustede glade og slog med hovederne, da de kom ud i sneen. De var klar over, hvad der skulle ske og kunne næsten ikke vente. Da de var spændt for og hele familien havde sat sig godt tilrette, åbnede den gamle portvogter borgporten, steg op på kanen og slog smæld med tungen. Straks satte ponyerne i rask trav og bjælderne bimlede.

Prys og Fnitte havde siddet oppe i et af tårnvinduerne og kigget ned. ”Øv” udbrød Fnitte ”jeg vil også ud og køre i kane”. ”Ja” sagde Prys ”tænk sig at suse af sted i sneen, det må være sjovt. Mon elverfolket og alferne også kører i kane om vinteren?”. ”Det ved jeg ikke, men det kan være bedstefarnisse ved det” svarede Fnitte ”kom vi løber ind og spørger ham”.

”Bedstefarnisse, kører elverfolket og alferne også i kane om vinteren?” spurgte nisseungerne i kor. ”Jamen det gør de da” svarede bedstefarnisse. ”De har de flotteste hvide kaner, I kan forestille Jer. De er belagt med hvidgul og diamanter og har fine mønstre på siderne. De er lavet af alferne og de bliver trukket af sneræve”.

”Nææ” udbrød Fnitte ”tænk sig hvor flot det må se ud. Har de også bjælder på?”. ”Det har de i hvert fald” svarede bedstefarnisse ”bjældernes klang er så ren og fin, at det lyder som tusindvis af fuglestemmer”.

Prys, der havde siddet helt stille et stykke tid, spurgte med rynket pande ”bedstefarnisse, der er noget jeg har tænkt på, hvor blev det elverskrin, som Sørøvernissen Rødskæg fandt egentlig af?”. Bedstefarnisse tændte sin pibe og svarede ”det er der ingen der rigtig ved, men det siges, at Rødskæg boede i mange år her på borgen og at han gemte den her”. ”Er det rigtigt, er der et elverskrin med magisk stjernestøv gemt her på borgen?” jublede nisseungerne i kor.

”Det siges i hvert fald” svarede bedstefarnisse ”og Rødskæg skulle endda have lavet et eller andet form for kort, så en af hans efterkommere kunne finde det, men kortet er forsvundet og mange har ledt efter det uden at finde et spor.

”Øjj det vil altså sige, at ingen har fundet skrinet, så det er her endnu?” sagde Prys ”så kan Fnitte og jeg gå på opdagelse og finde det, det kunne være sjovt – Whau!!”. Bedstefarnisse klukkede af latter ”det kan I såmen godt unger, med I skal ikke regne med at finde det, mange har ledt uden held”.

Fnitte og Prys kiggede på hinanden og hoppede ned fra bedstefarnisses skød, de ville straks gå ud for at finde skrinet. Imens havde familien Waldorf fældet deres juletræ i skoven og var på vej tilbage til borgen. De sang bjældeklang i kor, mens mørket sænkede sig over landskabet og tusindvis af stjerner tændtes på himlen.

Kapitel 9: Brevet

Selvom det næste dag var søndag, vågnede både nisseungerne samt Valde og Malie tidligt. Prys og Fnitte ville straks ud og lede efter Rødskægs kort, mens Valde og Malie skulle ned og hjælpe den gamle portvogter med at sætte lys på juletræet, de havde fældet i går. Indtil Juleaften stod det midt i gården og det fik hundredvis af små lys på. Børnene hængte også små kugler med foder til fuglene op i træet og nødder i små poser. De satte neg på brønden og hang lange granguirlander op langs hele borgens tag. Bagefter red de en lang tur i skoven på Nika og Bussie.

Imens ledte Prys og Fnitte oppe og nede, ude og inde, men de kunne ikke finde spor af Rødskægs kort. ”Øv” udbrød Prys ”det skal være her. Vi må tænke os om, hvor kan det mon være?”. Fnitte havde ingen gode ideer, så de besluttede at indstille jagten og gå op for at få lidt at spise.

Da de kom op i tårnet, var der et stort postyr. Farnisse vandrede frem og tilbage, mens han kløede sig i skægget. Bedstefarnisse gyngede så hurtigt i sin gyngestol, at den knagede, mens han bakkede på sin pibe. Mornisse var ingen steder at se. ”Det er en slem redelighed” sagde Farnisse. ”Ja” mumlede Bedstefarnisse ”hvordan klarer vi nu den? Lad mig se, vi får brug for hjælp af en af alferne. Jeg må hellere sende besked til en af mine venner – Gammelalf, han kan sikkert hjælpe os” fortsatte Bedstefarnisse.

Nisseungerne som havde stået helt stille uden at mægle et ord, udbrød nu i kor ”hvad er der sket. Hvorfor har vi brug for hjælp af en alf?”. Bedstefarnisse drejede hovedet og kiggede på dem ”der er opstået et problem” startede han ”vi har fået et brev fra Julemanden, hans magiske stjernestøv er sluppet op og alle de andre elverskrin er også tomme. Der har været for få vindstille stjerneklare nætter i år til, at elverfolket og alferne har kunne samle nok stjernestøv”. ”Jamen hvad så med juleaften?” næsten råbte nisseungerne.

”Der er kun en måde, vi kan løse problemet på en måde. Vi skal finde Rødskægs elverskrin” sagde Farnisse. ”Fnitte og jeg har altså ledt efter det elverskrin uden held og Bedstefarnisse siger også, at mange andre har søgt uden at finde det” sagde Prys fortvivlet. ”Ja, men ingen af dem har haft hjælp af Gammelalf” svarede Bedstefarnisse. ”Nu sender jeg straks bud efter ham” Bedstefarnisse rejste sig fra gyngestolen, tog en fjerpen, noget blæk og noget pergamentpapir ned fra hylden og skrev et brev til Gammelalf.

Kære Ven

Vi har brug for din hjælp. Som du sikkert har hørt, er Julemanden i en frygtelig knibe. Han er løbet tør for magisk stjernestøv og kan derfor ikke bruge sin kane og rensdyrene Juleaften. Efter sigende findes et elverskrin gemt her på borgen og vi har brug for din hjælp til at finde det. Kom så hurtigt du kan.

Mange hilsner fra Bedstefarnisse.

Bedstefarnisse puttede brevet i en kuvert og forseglede den. Så gik han hen til tårnvinduet og fløjtede så højt han kunne. Kort tid efter landede en tårnfalk i vinduet. Bedstefarnisse forklarede falken situationen og falken tog brevet i en ene klo og lettede straks efter.

”Så nu må vi bare vente” sagde Bedstefarnisse. I det samme kom Mornisse tilbage med en skål risengrød, Farnisse forklarede hende, hvad de havde gjort, hun nikkede tilfreds, satte skålen på bordet og bad alle tage plads. De satte sig ned for at spise risengrød, mens de snakkede om elverskrin, det magiske stjernestøv, julegaver og så videre.

Kapitel 10: Rødskægs dagbog

Næste morgen skulle Malie og Valde tidligt op og i skole. Det havde igen sneet om natten og sneen lå tyk og hvid over alt. ”Jeg håber sneen bliver liggende lige til juleaften, så vi får hvid jul i år ” sagde Valde, mens han formede en snebold, som han kastede efter Malie. Han ramte hende lige i maven og hun kastede straks en snebold tilbage og ramte Valdes hue, så den røg af. Snart var de i gang med en vild sneboldkamp og da Hr. Waldorf kom ud for at køre dem af sted til skolen, ramte en snebold ham lige på næsen. Børnene grinede, mens Hr. Waldorf børstede sneen af ansigtet ”I må hellere stoppe nu ellers komme vi for sent” lo Hr. Waldorf. Børnene løb hen til bilen og de kørte af sted mod byen.

Prys og Fnitte vågnede først sent den morgen. De havde ligget og snakket om brevet fra Julemanden hele natten. De var så spændte på at møde Gammelalf, for selvom nisser og alfer er meget gode venner, havde de aldrig mødt en rigtig levende alf.

Efter de havde spist, hoppede de igen op på Bedstefarnisses skød og plagede ham om at fortælle lidt mere om elverskrinene, det magiske stjernestøv, alfer, elverfolket og Rødskægs kort. ”Hmm, hvor skal jeg begynde” sagde Bedstefarnisse og kløede sig i skægget. ”Lad mig nu se. Jo – som I nok kan huske, er der på elverskrinene mystiske smukke tegn. Det er elvertegn og kun få af elverfolket og alferne kan tyde disse tegn. Man skal sige ordene højt for at åbne elverskrinene”.

”Orv” udbrød Prys ”tænk engang at kunne tyde elvertegn”. Bedstefarnisse fortsatte ”Rødskæg fandt aldrig ud af, hvad der var i hans elverskrin. Han var nemlig så bange for, at nogen skulle stjæle det, at han først fortalte om skrinet på sit dødsleje. Desuden havde han gemt det så godt, at hen selv havde glemt, hvor skrinet var og han havde også glemt, hvor han havde gemt kortet, som han havde lavet over gemmestedet. Så skrinet er aldrig blevet fundet eller åbnet. Det er derfor, der stadig er magisk stjernestøv i det elverskrin”.

”Men Bedstefarnisse, hvis ingen ved, hvor kortet er, hvordan skal vi så finde skrinet?” spurgte Fnitte. ”Det ved jeg ikke, men vi skal nok finde på noget. Rødskæg skrev dagbog og selvom han ikke har skrevet, hvor kortet eller elverskrinet er gemt, skrev han nogle ledetråde i dagbogen. Jeg vil finde dagbogen frem og vil søge i den for at finde ledetrådene” svarede Bedstefarnisse.

”Hop nu ned og smut ud og led børn. Imens kigger jeg i dagbogen”. Bedstefarnisse klappede nisseungerne i numserne og rejste sig langsomt fra sin gyngestol. Han trissede hen i det fjerneste hjørne af rummet og tog en gammel støvet bog ned fra en hylde. Han pustede på bogen og et tykt lag støv spredtes i rummet. Så tog han bogen under armen, gik tilbage til gyngestolen, satte sig i den, tændte sin pibe og åbnede bogen.

Da nisseungerne kom tilbage mange timer senere, sad Bedstefarnisse stadig begravet i dagbogen. Han bakkede stadig på sin pibe og havde slet ikke opdaget at den for længst var gået ud. ”Bedstefarnisse Bedstefarnisse har du fundet noget” råbte nisseungerne i kor. Bedstefarnisse kiggede op fra dagbogen og svarede ”hmm det har jeg måske nok, jeg skal lige læse noget mere, før jeg kan sige det med sikkerhed”.

Nisseungerne kunne næsten ikke vente, men deres mor forlangte, at de spiste og gik i seng. ”I må vente til i morgen med at høre, hvad Bedstefarnisse har fundet ud af. Det kan også være, at Gammelalf når frem i morgen eller måske først i overmorgen. Sov nu, godnat” sagde Mornisse og pustede stearinlyset ud, der stod ved deres seng. Selvom nisseungerne ville have svoret på, at de ikke kunne sove af bare spænding, faldt de hurtigt i søvn og sov snart dybt.

Kapitel 11: Porcelænskatten

Næste morgen vågnede Prys og Fnitte friske og udhvilede. De sprang ud af sengen og slugte deres morgenmad i en fart. Så løb de ind til Bedstefarnisse for at høre, hvad han havde fundet ud af. ”Bedstefarnisse, har du fundet ledetrådene? Skal vi på skattejagt nu?” sagde nisseungerne i munden på hinanden.

Bedstefarnisse lo og sagde ”nu skal I bare høre, hvad jeg har fundet ud af. Der er nogle linier i dagbogen, som Rødskæg har skrevet efter han kom her til borgen. De lyder således: Elverfolkene danser i det blå, mens stjernerne skinner ovenpå. Elverskrin og ildfluer blinker og skinner, mens katten i et hjørne spinder. Hjælper det os noget?” Bedstefarnisse kløede sig i skæget. ”Rødskæg skriver jo her om elverskrinet, men hvad mon han mener?”. ”Jeg ved det, jeg ved det” råbte Prys og dansede rundt på gulvet.

Fnitte kiggede undrende på Prys, men pludselig gik der et lys op for hende – det blå værelse og billedet med de dansende elverfolk. Selvfølgelig, der måtte være det. ”Kom Fnitte, vi løber straks hen og undersøger værelset” sagde Prys og pilede ud af rummet. Fnitte var ikke sen til at følge efter og de hørte slet ikke Bedstefarnisse råbe efter dem ”husk nu katten i et hjørne spinder”.

Der gik ikke ret lang tid, før de kom ned til det blå værelse. De kiggede hurtigt ud gennem musehullet, før de smuttede indenfor. De kiggede op på billedet og stod længe helt stille. ”Har du nogen gode ideer?” spurgte Fnitte og sukkede. ”Næ, men skal vi ikke lede værelset igennem og se om vi kan finde et spor?” foreslog Prys. ”Hvis du leder derovre” sagde Prys og pegede ”så leder jeg herovre”.

De ledte hele dagen uden at finde noget. Pludselig hørte de en lyd udenfor døren. ”Hurtig gem dig” hviskede Prys og krøb i skjul bag en stor lysestage. Fnitte gemte sig bag en stor hvid porcelæn kat, i det samme gik døren til værelset op og den gamle portvogter trådte ind i rummet.

”Hmm, jeg synes ellers, jeg hørte noget pusle herinde” gnækkede han og kiggede sig omkring i værelset. Han gik hen til vinduet og kiggede ned i gården, hvor hundredvis af fugle hoppede rundt i grantræet og spiste af fuglefodret, som Malie og Valde havde hængt op.

Han vendte sig om og skulle lige til at gå ud af værelset, da han kiggede sig over skulderen og fik øje på Fnittes røde hue bag porcelænskatten. ”Hvad er nu det?” sagde han og begyndte at gå hen mod Fnittes gemmested. Fnitte var godt klar over, at hun var blevet set og kiggede sig febrilsk omkring for at finde et nyt skjulested. Kun en meter henne ad panelet var et musehul. Nu pilede hun af sted, så hurtigt hun kunne og nåede lige netop i sikkerhed, inden den gamle portvogter nåede hen til porcelænskatten.

Den gamle portvogter løftede porcelænskatten op og kiggede bag den, men nu var der jo ingen nisse, så han kløede sig i håret og sagde ”det var mærkeligt, jeg er sikker på, jeg så en nisse”. Han kiggede på porcelænskatten og fortsatte ”hmm – du er vel nok en fin en, det er en skam, du står her i dette værelse, når der ikke kommer nogen. Jeg tror, jeg vil tage dig med ned til Malie, hun vil blive elle vild”. Han tog forsigtigt porcelænskatten under armen og trissede ud af værelset.

”Pyha, det var tæt på” udbrød Fnitte og krøb ud af musehullet. Prys kom hen til hende og de kiggede på hinanden og lo. ”Hov, ved du hvad jeg kommer i tanke om Prys?” sagde Fnitte ”kan du huske ledetråden i Rødskægs dagbog? Der stod noget med en kat der spinder i hjørnet – for pokker, det var nok porcelænskatten, han mente og nu er den gamle portvogter gået med den – ØV”. Prys kiggede på Fnitte og sagde ”vi må skynde os op til Bedstefarnisse, han ved nok hvad, vi skal gøre”.

De løb så hurtigt de kunne tilbage til tårnet og fortalte forpustede Bedstefarnisse, hvad de havde oplevet. ”Jeg tror sørme, I har ret” mumlede Bedstefarnisse ”men det er sent nu, så smut ind og få noget at spise, så finder jeg ud af hvad vi skal gøre”. Nisseungerne, der jo havde ledt hele dagen, opdagede, at deres maver rumlede, så de skyndte sig ind for at spise.

Kapitel 12: Gammelalf ankommer

Da nisseungerne vågnede næste morgen, var der vild forvirring i nissetårnet. Mornisse rumsterede i køkkenet med mel i håret og mel på kinderne. Hun bagte julekringle, alt imens Farnisse var ved at tænde op i kaminen. Bedstefarnisse sad stadig med næsen begravet i Rødskægs dagbog. Flere af musene var kommet for at hjælpe Mornisse, de fik hver en fjer i munden og begyndte at feje gulvet.

”Øh – hvad sker der?” spurgte nisseungerne forvirret i kor. Bedstefarnisse kiggede op fra bogen ”der er kommet besked fra Gammelalf, han kommer i dag”. ”Øjj – hvornår kommer han?” spurgte Prys ”kommer han snart?”. Mornisse børstede lidt mel af sit forklæde ”han kan være her når som helst” svarede hun. ”Hvis I smutter op i tårnet, kan I kalde, når I får øje på ham”. ”Jamen Mornisse, vi ved jo ikke hvordan, han ser ud” sagde Fnitte. ”Han er såmen ikke sådan at tage fejl af” svarede Bedstefarnisse. ”Han har langt hvidt skæg, grøn hue og lang grøn frakke på. Han har sikkert følgeskab af en rødkælk. Det er hans trofaste ven Spir”.

”Okay, vi er smuttet” sagde nisseungerne i munden på hinanden. De tog hver en bolle og spænede helt op i tårnet til det øverste tårnvindue. Her kunne de se mange kilometer ud over landskabet, der stadig var dækket af sne. ”Hvor stor tror du, han er?” spurgte Fnitte. ”Det ved jeg ikke, men han er vel nissestor” svarede Prys og spejdede ud i horisonten.

Da der var gået et par timer, begyndte nisseungerne at kede sig. De havde allerede talt alle ravnene, der fløj omkring det ødelagte tårn og kigget på fuglene der spiste af nødderne, som Malie og Valde havde hængt op i grantræet. Ligesom de skulle til at give helt op, opdagede Fnitte en stor fugl i horisonten.

”Hvad er det?” sagde hun og pegede ud mod fuglen. Prys kneb øjnene sammen ”det er vist en kongeørn” svarede Prys. De stirrede tavst på ørnen, der langsomt blev større og større. Lidt efter kunne de også skimte en skikkelse på ryggen af ørnen. ”Se” råbte Prys ”ørnen har en siddende på ryggen.

Snart landede ørnen i vinduet og en alf sprang ned fra den og landede ved siden af nisseungerne. Alfen takkede kongeørnen, der lettede igen og fløj ud over det snedækkede landskab. ”Goddag med Jer børn” hilste alfen ”I må vist være Fnitte og Prys”. Fnitte og Prys nikkede samtidig. De stirrede på alfen. Han havde ganske rigtig langt hvidt skæg og grønt tøj, så havde han store spidse ører og skrå øjne, næsten lige som en kineser.

”Goddag Hr. Alf” fik nisseungerne fremstammet. ”Bare kald mig Gammelalf. I skal også hilse på min ven Spir”. Gammelalf løftede sin hue og ud hoppede en rødkælk. Den satte sig på Gammelalfs skulder og pippede et goddag til nisserne. ”Goddag Spir og velkommen her til borgen” sagde Fnitte. Prys fortsatte ”kom nu skal vi vise Jer vej ned til Bedstefarnisse, Mornisse og Farnisse”. Han gik forrest ned af trappen og de andre fulgte efter.

Da de kom ned til nissebo, blev de mødt af en dejlig duft af julekringle. Mornisse kom dem i møde. Hun børstede hånden af i sit forklæde og rakte den frem mod Gammelalf. ”Velkommen, det var vel nok dejligt, du kunne komme så hurtigt” sagde hun ”hvis I nu alle tager plads ved bordet, er der nybagt julekringle og juleglögg”. De tog alle plads ved bordet og imens de guffede Mornisses gode julekringle, satte Bedstefarnisse Gammelalf ind i situationen.

 

Kapitel 13: Jagten på porcelænskatten

De sad længe ved bordet og talte om problemet. Fnitte og Prys fortalte endnu engang om porcelænskatten, som den gamle portvogter havde taget fra det blå værelse. Til sidst blev de enige om, at prøve at finde porcelænskatten, da det var deres eneste spor.

Mornisse skulle lede i borgkøkkenet og stuerne, Farnisse i den gamle portvogters rum, Bedstefarnisse i Hr. Waldorf og Olsas soveværelse, Gammelalf og Spir ville lede i tårnene, Prys i Valdes værelse, mens Fnitte skulle lede i Malies værelse. Hvis de ikke fandt porcelænskatten i et af disse rum, skulle de mødes igen og fordele resten af borgens mange rum og værelser mellem sig.

De besluttede at vente til hele familien Waldorf var gået i seng. Det var allerede blevet sent og snart faldt stilheden over borgen. Det vil sige den gamle portvogter kunne som sædvanlig ikke sove, så han satte sig til at læse i en bog i stearinlysets skær. Farnisse blev enig med Gammelalf om, at det var bedre, at de slog sig sammen og først ledte i tårnene for derefter at lede i den gamle portvogters rum, når han var faldet i søvn.

Det blev Fnitte, der fandt porcelænskatten. Den gamle portvogter havde givet den til Malie, fordi hun elskede katte. Familiens tre katte sov således i hendes seng om natten. Malie havde stillet porcelænskatten på et lille bord ved vinduet.

Fnitte kiggede ud gennem et af musehullerne og listede sig forsigtigt ud i rummet. Hun skævede op på Malies seng. Hun var sådan set ikke bange for kattene, for katte og nisser er meget gode venner, hun var mere bekymret for, om Malie skulle vågne og opdage hende.

Trolle – den sorte kat – strakte sig og vågnede. Den kiggede ned på Fnitte og gabte. Så sprang den ned på gulvet og kom hen til hende ”hvad laver du her nisse?” spurgte Trolle. ”Jeg leder efter en porcelænskat” svarede Fnitte ”du skulle vel ikke have set den?”. ”Åh jo, det har jeg såmen” svarede Trolle ”i hvert fald hvis det er den porcelænskat, Malie fik af den gamle portvogter i dag”. ”Det er den” jublede Fnitte ”hvor er den, ved du hvor den er?”. Fnitte glemte helt at hviske, så Muggi og Rødemis – de to andre katte vågnede. De hoppede ned på gulvet til Trolle og Fnitte. ”Godaften nisse, hvad bringer dig her?” spurgte de i kor og Fnitte måtte fortælle kattene hele historien om det magiske stjernestøv, Rødskægs elverskrin og porcelænskatten.

”Porcelænskatten, den står lige der på det lille bord” sagde Muggi og pegede med den ene pote. ”Kom hop op på min ryg, så skal jeg hjælpe dig derop”. Fnitte hoppede op på Muggis ryg og kattene satte af og landede let og elegant på det lille bord ved siden af porcelænskatten.

Hvad nu, tænkte Fnitte. Hun undersøgte katten uden at finde et spor. ”Hvad med halsbåndet” foreslog Muggi. Fnitte kiggede igen på porcelænskatten, den havde et lille blåt silkebånd om halsen og i dette bånd hang en lille guldstjerne.

Fnitte kravlede op på porcelænskatten og løsnede det blå silkebånd. Båndet og stjernen faldt ned på bordet med et lille pling. Fnitte kiggede bekymret over på Malie, men hun sov som en sten og havde ikke hørt en lyd. Så lod Fnitte sig glide forsigtigt ned af porcelænskatten, tog silkebåndet og guldstjernen i hænderne og undersøgte det nærmere.

Foran på stjernen var en lille blå sten. Fnitte trykkede på stenen og guldstjernen åbnede sig. Inde i stjernen lå et lille stykke papir. Fnitte var lige ved at hoppe højt op i luften og råbe hurra, men hun tog sig i det og lukkede stjernen igen. Så bad hun Muggi om at hjælpe sig ned på gulvet igen. Da hun var tilbage på gulvet takkede hun de tre katte for deres hjælp og skyndte sig tilbage til nissetårnet, hvor alle nisserne, Spir og Gammelalf igen samlede sig omkring bordet for at undersøge papiret i guldstjernen.

 

Kapitel 14: Stjerneregn

Gammelalf læste ordene, der stod på det lille stykke papir, højt for de andre ”I Lucianattens mørke vil tusindvis af stjerner dale og oplyse skoven som lys i elversale. Den hvide Jomfru danser let og fint i stjernevrimlens skær, i lange hvide gevandter og på sine bare tæer”. ”Neej – sikke et smukt vers” udbrød Fnitte ”men hvad betyder det?”.

Bedstefarnisse bakkede på piben og svarede ”hmm – den hvide jomfru, det kunne være genfærdet af den ulykkelige pige, der i fordums tid kastede sig i voldgraven, fordi hun ikke måtte få sin elskede. Men hvad menes med I Lucianattens mørke vil tusindvis af stjerner dale og oplyse skoven som lys i elversale?”.

Gammelalf grublede lidt og sagde så ”Lucianatten er i nat, og netop i denne nat vil meteorregnen Geminiderne toppe med et stjerneskud i minuttet mod Øst. Måske er det dem, der hentydes til”. ”Måske skulle vi i nat gå en tur ud på engen, der ligger øst for borgen og se, om Den hvide Jomfru dukker op. Det kan være hun kan hjælpe os” foreslog Bedstefarnisse.

Det synes de alle lød som en rigtig god ide De blev enige om at sove indtil ved midnatstid, for derefter at begive sig ud på engen. De lagde sig alle til at sove, kun Gammelalf og Bedstefarnisse blev siddende og talte om gamle dage.

Kort før midnat blev Fnitte og Prys vækket af Spir, der hoppede ovenpå deres maver ”pip pip I skal vågne, det er snart midnat og vi skal af sted pip pip” kvidrede Spir. Fnitte og Prys var straks lysvågne og sprang ud af sengen. De gik hurtigt ind til bordet, hvor Bedstefarnisse, Gammelalf, Mornisse og Farnisse allerede var klar til at tage af sted. ”Her tag Jeres vanter og halstørklæder på, det bliver koldt” sagde Mornisse og rakte Fnitte og Prys deres vanter og halstørklæder. De tog dem straks på og fulgte efter de andre ud til engen mod øst.

Det var helt vindstille, sneen lå stadig tyk og fin over hele landskabet og der var ikke en sky på himlen og tusindvis af stjerner glimtede foroven. Det var så koldt, at man kunne se deres ånde. Spir havde gemt sig i Gammelalfs skæg for ikke at komme til at fryse. Når de gik, knasede sneen under deres fødder, men det var også den eneste lyd, der hørtes.

”Sikke en smuk nat” udbrød Fnitte og brød stilheden ”ja, det er faktisk en perfekt nat til at samle stjernestøv” sagde Gammelalf og fortsatte ”men en enkelt nat er desværre slet ikke nok til at samle al det stjernestøv, som Julemanden skal bruge”.

De fortsatte i stilhed ud til engen. Da de nåede helt derud, bredte Mornisse et tykt fåreskindstæppe ud på sneen, som de kunne sidde på, så de ikke kom til at fryse. De satte sig tæt sammen og kiggede op på den fantastiske smukke himmel.

Der gik ikke ret lang tid før, de så de første stjerneskud. ”Se” jublede Prys og Fnitte i kor ”se, stjerneskud”. De kiggede alle betaget på de mange stjerneskud, mens de ventede.

Men lige med et fik Prys øje på noget oppe ved borgen ”se” hviskede han og pegede. De andre så op mod borgen og ganske rigtig, der kom en yndig skikkelse svævende. Hun havde langt lyst hår, der nåede til hendes talje, hun havde en fin lang hvid kjole på med små sølvstjerner, hendes ansigt var fint, med smukke rene træk, hun var så yndig, at de alle helt tabte vejret.

Den hvide Jomfru, for det var ganske rigtig hende, svævede nærmere. Hun synes ikke til at have opdaget de seks på fåreskindstæppet, men svævede tæt forbi dem ud på engen. Ude på engen kiggede hun op på himlen, nu begyndte tusindvis af stjerneskud at dale og med et lød det som om hundredvis af små klokker ringede.

Hvor lyden kom fra fandt de aldrig ud af. De kiggede bare beundrende på Den Hvide Jomfrus dans. Hun dansede så fint og smukt, at de helt glemte, hvad de var kommet for. Pludselig dansede hun hen til dem og standsede. Hun kiggede på dem og sagde ”kom dans med mig i denne smukke nat”, så rakte hun sin ene hånd frem og Fnitte rejste sig op og tog den. Prys tog fat i Fnittes hånd og de andre fulgte efter. Snart dansede de alle på engen under stjerneskuddene.

Hen under natten, før solen stod op i øst. Standsede Den hvide Jomfru sin dans og sagde ”I har gjort mig meget glad, det var dejligt at danse med Jer, men nu må jeg tilbage på borgen”. Hun skulle lige til at forlade dem, da Gammelalf udbrød ”vent lidt, du kan måske hjælpe os. Vi søger et gyldent elverskrin, som Sørøvernissen Rødskæg gemte på borgen”. Den hvide Jomfru tænkte sig om og svarede ”jeg kender ikke til noget elverskrin, men Rødskæg bad mig for længe siden fortælle til den, der spurgte at lede i den dybe brønd”. Så sagde hun farvel og svævede yndefuldt tilbage til borgen.

Gammelalf rynkede på næsen ”hmm” sagde han ”vi må vist hellere undersøge brønden i borggården, men vi må vente, morgen er ved at gry og vi må tilbage til tårnet”. De skyndte sig tilbage til nissetårnet, hvor de talte om nattens oplevelser, mens de fik noget at spise. Derefter gik de alle trætte i seng, faldt hurtigt i søvn og drømte om dansen under de tusindvis af dalende stjerner.

 

Kapitel 15: Nissespor

Det var igen blevet weekend, så Valde og Malie havde fri fra skole. Hele familien Waldorf mødtes til stort morgenbord i borgkøkkenet. Olsa havde bagt boller og hentet noget af det hjemmelavede syltetøj i fadeburet.

Der var julepyntet i køkkenet, kravlenisser hang fra hylderne, store røde julehjerter hang i vinduerne, guldengle hang i loftet og i går havde Hr. Waldorf hentet et lille juletræ ind, som børnene havde pyntet med flettede julehjerter, kræmmerhuse, flag, fugle og andre figurer i glas. Hr. Waldorf havde sat en lyskæde på træet, som blev tændt så snart mørket brød frem.

”Hvornår kommer Molle?” spurgte Valde, mens han tyggede på en bid bolle. Olsa tog en tår kaffe og svarede ”han skulle dukke op en gang i morgen”. ”Fedt!” udbrød Valde ”hvor længe bliver han?”. ”Han har vist planer om at blive til efter jul” svarede Olsa. ”Tror du, vi må få en tur på hans motorcykel?” spurgte Malie. ”Det tror jeg gerne I må, men nu skal I passe godt på, det kan være farligt” sagde Olsa. ”Selvfølgelig mor, vi er ikke pattebørn længere” udbrød børnene i kor. Hr. Waldorf og Olsa grinede i kor.

Efter morgenmaden red børnene en tur i skoven på Nika og Bussie. Ponyerne var friske og slog med hovederne for at få lov at galopere. ”Skal vi ikke ride om kap på engen?” foreslog Malie. ”Okay, men I kommer kun til at se Nikas baghove” svarede Valde.

De red op på engen og skulle til at sætte i galop, da Valde udbrød ”prøv lige at se Malie, der er nogen, der har leget i sneen. Se de små bitte fodspor, hvilket dyr kan lave sådanne spor?”. Malie red hen til Valde og kiggede på sporene, som nisserne havde lavet, da de dansede. ”Det ved jeg ikke” svarede Malie ”men det er i hvert fald ikke nogen jeg kender”. Begge børnene var meget dygtige til dyrespor. ”Vi må spørge Den gamle Portvogter” sagde Valde, det var nemlig ham, der havde lært børnene at genkende de mange forskellige spor.

”Kom, se om I to sløve padder kan følge med” grinede Malie og satte Bussie i frisk galop. ”Hov, det er snyd, I tyvstartede” råbte Valde og satte efter Malie og Bussie, der allerede var oppe i fuld fart. Da de nåede til enden af engen, var Nika helt oppe på siden af Bussie. De forsøgte at stoppe ponyerne, men det var Bussie og Nika ikke enige i. De bukkede, så Valde og Malie havde svært ved at blive på ryggen af dem, men langt om længe lykkedes det alligevel at få dem til at tage ned i skridt. Valde og Malie havde fået røde kinder og de lo højt over deres tossede ponyer.

Da de kom tilbage efter rideturen ordnede de Bussie og Nika, før de lukkede dem ud på folden. Der rullede begge ponyerne sig før, de gik hen og gumlede på det hø, Den gamle Portvogter havde lagt ud til dem.

”Kom vi henter Den gamle Portvogter og viser ham sporerne på engen” sagde Valde og skyndte sig af sted. Malie fulgte efter og de fandt ham i færd med at pudse kanen. ”Du må straks komme med, vi har fundet nogle mystiske fodspor i sneen” næsten råbte børnene i kor. Den gamle Portvogter kiggede op og svarede ”hvor har I fundet dem, vis mig dem, så finder vi ud af det sammen”.

Han fulgte efter børnene ud på engen, hvor de viste ham, sporerne i sneen. Han kløede sig på hagen og mumlede ”hmm, kan det være? Ja det må det være. Hvis nu man tænker sig …. mumle mumle”. Valde udbrød utålmodigt ”hvilket dyr er det?”. ”Dyr????” svarede Den gamle Portvogter ”det er såmen ikke noget dyr, det er nisserne”. ”Nisserne” råbte Malie og Valde i munden på hinanden. ”Ja” svarede Den gamle Portvogter ”jeg tror, de har danset i sneen”. ”Whauu, det må vi fortælle mor og far” sagde Malie begejstret og de løb straks ind for at fortælle Hr. Waldorf og Olsa om deres fantastiske fund.

 

Kapitel 16: Brønden

Natten til den 3. søndag i advent begav nisserne, Spir og Gammelalf sig på vej ned mod brønden i borgen. De havde taget nogle lys med, samt et ekstra reb. Da de kom ned i borggården kiggede de rundt og op mod borgens vinduer for at sikre sig, at ingen så dem. Der var ikke et lys at se i nogen af vinduerne og borggården henlå i mørke.

Gammelalf gik forrest. Spir sad på hans ene skulder og kiggede forsigtigt rundt. Den var ikke særlig tryk om natten, hvor den plejede at sidde på en pind og sove. De nåede helt hen til brønden. Fnitte og Prys klatrede op på kanten og kiggede ned i den sorte dybe brønd. ”Orv, det ser altså ikke særlig rart ud” udbrød Fnitte ”hvem skal kravle derned?”.

”Jeg tror, det er bedst, hvis jeg gør det” svarede Gammelalf. ”Jeg tager et reb om maven og hopper op i spanden, så kan I stille og roligt hejse mig ned. Når jeg trækker i rebet en gang, betyder det at alt er ok, to gange stopper I, tre gange betyder, at I skal sænke mig længere ned. Når jeg trækker fire gange hiver I mig op igen. Er I med?”. Bedstefarnisse nikkede og Gammelalf bandt rebet omkring livet.

”Vil du med ned Spir?” spurgte Gammelalf, Spir rystede på hovedet og hoppede over på Fnittes skulder. Gammelalf hoppede op i spanden, tændte et lys og nikkede til de andre. Farnisse og Bedstefarnisse tog fat i håndtaget og begyndte langsomt at sænke spanden med Gammelalf i ned i den dybe sorte brønd.

Nisseungerne kiggede frygtsomt ned efter ham, mens han langsomt forsvandt i dybet. Kun en lille prik af lys viste, at han var dernede.

Gammelalf kiggede grundigt på væggene i brønden, de var grønne af alger, men der var ingen tegn på nogen ledetråde. Der var helt sort og stille i brønden. Stilheden blev kun brudt af et lille plup, når en vanddråbe faldt og ramte vandoverfladen under ham.

Da han var næsten nede, trak Gammelalf to gange i rebet, det gav et lille ryk i spanden og den stoppede. Gammelalf kiggede ned, vandspejlet var lige under ham. Han undersøgte nøje brøndens vægge, men havde alligevel nær overset den lille sten, der var trykket ind mellem fire af de almindelige sten, som væggene var bygget af.

Gammelalf rakte hånden ud og forsøgte at fjerne stenen, men den sad helt fast. Så tænkte han sig om og løsnede sit bælte. Han brugte bæltespændet til at skrabe omkring stenen og snart løsnede den sig. Der lød et lille plask, da den faldt ned i vandet.

Gammelalf tog lyset i hånden og lyste ind i det lille hulrum, der opstod, hvor stenen havde siddet. Først kunne han ikke få øje på noget, men så synes han alligevel, han kunne fornemme noget i bunden af hulrummet.

Han satte lyset op på huen og stak et par fingere ind i hullet. Han kunne lige akkurat nå et lille metalhylster, som han med lidt besvær fik mingeleret ud. Han kiggede på det lille metalhylster. Det var cylinder formet, med en lille prop i den ene ende. Han puttede det i lommen og trak fire gange i rebet.

Da han var sikkert oppe af brønden igen, kiggede nisserne og Spir nysgerrigt på ham ”hvad fandt du? Fandt du noget?” spurgte Fnitte, mens hun hoppede op og ned af bar spænding. ”Det gjorde jeg” svarede Gammelalf, ”men vi må hellere gå op i tårnet igen, før vi undersøger, hvad det egentlig er, jeg har fundet”. De skyndte sig alle tilbage til nissetårnet.

Ingen af dem havde opdaget Den gamle Portvogter, der igen ikke kunne falde i søvn og som var gået sig en tur i borgens gange. Han havde fået øje på et lys nede ved brønden og havde helt stille kigget ned og havde fået øje på nisserne. Han smilede for sig selv og nikkede, mens han tænkte, jeg vidste det! Selvfølgelig er der nisser til.

 

Kapitel 17: Onkel Molle ankommer

Tilbage i nissetårnet, satte de alle sig omkring bordet og kiggede spændt på Gammelalf. Han tog den lille cylinder op at lommen og viste den til de andre. Så åbnede han den og tog forsigtigt et gammelt stykke pergament papir ud. Han glattede papiret og studerede det grundigt.

De andre ventede i stilhed, men da det blev for meget for Fnitte, udbrød hun ”hvad står der, er det en ledetråd?”. Gammelalf kiggede op og svarede ”hmm, ja det tror jeg”, så læste han op, hvad der stod skrevet på papiret ”Stormens hærgen et borgtårn knuste, vinden i de gamle sten suste, ravnenes skrig i natten lyde, søg og I må gåden tyde”.

”Orv – endnu et vers” udbrød Prys ”det må være det ødelagte tårn, hvor ravnene bor, der tales om, tror I ikke?”. ”Jeg tror, du har ret” svarede Bedstefarnisse. ”Vi må lede i tårnet, men jeg tror, vi må sove nu, så vi kan være friske til at lede næste nat”. ”Hvorfor skal vi vente til næste nat?” spurgte Fnitte. ”I gåden strå der ravnenes skrig i natten lyde, jeg tror, der menes, at man skal lede om natten og det er ved at blive lyst nu” svarede Bedstefarnisse. Det lød fornuftigt, så de krøb alle til køjs for at være friske til nye udfordringer.

Malie og Valde vågnede tidligt den morgen. Det var jo i dag onkel Molle skulle komme. De snakkede i munden på hinanden ved morgenbordet og kunne næsten ikke vente. ”Hvad med at tage Jer en ridetur, så føles tiden ikke så lang” foreslog Hr. Waldorf. Det syntes børnene var en god ide og de red endnu en tur i skoven på Nika og Bussie.

Da de kom tilbage igen holdt en flot stor sort motorcykel i borggårde. ”Se” råbte Valde ”onkel Molle er allerede kommet”. De skyndte sig at sadle ponyerne af og lukke dem ud på folden, før de spænede ind i køkkenet.

Her sad onkel Molle sammen med Hr. Waldorf og Olsa. De drak kaffe og spiste boller. ”Onkel Molle, onkel Molle” råbte børnene i kor. Onkel Molle rejste sig, mens han lo ”hej unger, hvordan går det? Har I lavet nogen ulykker for nylig?”. Valde og Malie løb hen og gav onkel Molle et stort knus og svarede ”ulykker, vi laver da aldrig ulykker”, de tre voksne grinede højlydt.

”Må vi få en tur på din motorcykel, onkel Molle?” spurgte Valde. ”Lad nu lige onkel Molle komme ind af døren, før I begynder at plage ham” sagde Hr. Waldorf. ”Det gør såmen ikke noget” sagde onkel Molle og fortsatte ”selvfølgelig må I det, men I skal have hjelm på. Kom, så skal I få en lille tur, før vi skal spise Jeres mors godt mad”. ”Fedt” råbte børnene begejstret og spænede ud til motorcyklen.

”Jeg troede egentlig ikke, man måtte køre på sin motorcykel om vinteren – dækker forsikringen?” spurgte Hr. Waldorf onkel Molle. ”Næ normalt ikke, men jeg kan altså ikke undvære den, så jeg har købt en vild dyr forsikring, der også dækker om vinteren, så nu kan det lade sig gøre”. ”Men er det ikke farligt?” spurgte Olsa bekymret og tænkte på sine to børn, der skulle ud og have en tur.

”Hvis man ikke passer på” svarede onkel Molle ”men tag det nu roligt søster, jeg skal nok passe godt på Valde og Malie. Vi laver kun et par stunts med at køre på baghjul og tage nogle skarpe sving”. Olsa så helt forfærdet ud, indtil det gik op for hende at onkel Molle tog fis på hende. Så brød de alle ud i latter og onkel Molle gik ud for at give børnene en tur på motorcyklen.

 

Kapitel 18: Ravnenes tårn

Mørket faldt hurtigt på den aften. Det var overskyet og vinden var taget godt til, så det suste i de gamle egetræer udenfor borgen. Det hylede i borgtårnene og knirkede i de gamle bjælker.

Olsa havde ordnet det grønne værelse til onkel Molle. Det var det værelse, han altid havde sovet i, når han var på besøg. Det var samtidig det værelse, som Den hvide Jomfru i sin tid havde haft og mange af møblerne var stadig de samme som på hendes tid for mange mange år tilbage.

Da alle menneskene var gået til ro, vågnede nisserne. De skulle jo op og lede i Ravnenes tårn efter spor af elverskrinet med det magiske stjernestøv. De spiste hurtigt noget mad og Bedstefarnisse pakkede en rygsæk, før de begav sig på vej.

For at komme til Ravnenes tårn, skulle nisserne hele vejen ned gennem deres eget tårn, via de lange gange, forbi alle værelserne, gennem riddersalen og de gamle borgstuer, før de endelig nåede til vindeltrappen, der gik op til tårnet.

De smuttede hurtigt ned af trappen og forbi de første tomme værelser uden problemer. Da de kom til det grønne værelse listede de forsigtigt forbi døren, der stod på klem og så hurtigt de kunne spænede de videre i skjul bag en gammel rustning.

”Pyha, jeg tror, vi klarede uden, at onkel Molle vågnede” pustede Fnitte. ”Tys, du skal være stille, ellers bliver vi opdaget” hviskede Prys og så strengt på Fnitte. De kiggede sig omkring og lyttede. Det eneste de kunne høre, var vindens hylen i tårnene.

De pilede videre i stilhed forbi Valdes og Malies værelser. Kun Muggi vågnede og hoppede ned af sengen for at hilse på dem. De fortalte hurtigt ham hurtigt om deres jagt på ledetrådene. Han strakte sig og sagde, at hvis de skulle få brug for hjælp, skulle de bare sige til. Så gik han tilbage til sengen, hoppede op og faldt i søvn.

Det sidste værelse før riddersalen var Den gamle Portvogters. Nisserne stod helt stille og lyttede længe efter andre lyde end vinden. Da de ikke kunne høre nogen, listede de forsigtigt forbi døren og videre ind i riddersalen og så hurtigt de kunne løb de forbi de gamle malerier af riddere på smukke heste, konger og dronninger, samt de store spejle med guldrammer, der hang på alle væggene.

De opdagede slet ikke Den gamle Portvogter, der sad i en af de store forgyldte stole i det ene hjørne af riddersalen. Han kunne igen ikke sove og havde sat sig ind i riddersalen, som han så tit gjorde for at tænke på alle de mennesker, der i tidens løb havde danset i den smukke sal.

Den gamle Portvogter sad og halvsov, men da nisserne løb næsten lydløst over det blanke gulv. Alligevel vågnede han og blev siddende helt stille, mens han kiggede efter nisserne. Han smilede og da nisserne var forsvundet ud af den anden dør, rejste han sig og gik så hurtigt hans gamle ben kunne bære ham ud af riddersalen og ind for at vække Malie og Valde.

Han ruskede i Valde, så han vågnede og kiggede forundret op på Den gamle Portvogter. Han gabede og gned sig i øjnene. ”Hvad sker der?” spurgte han. Den gamle Portvogter smilede hemlighedsfuldt og svarede ”smut ind og væk din søster, der er noget, jeg skal vise jer. Men vær musestille”.

Valde vækkede Malie og de fulgte stille efter Den gamle Portvogter gennem riddersalen og videre forbi de gamle borgstuer. Pludselig standsede han og lyttede. Han vendte sig mod dem og holdt en finger op for munden for at få dem til at være helt stille. Så listede de videre hen mod vindeltrappen, der førte op til Ravnenes tårn.

Imens var nisserne og Gammelalf nået næsten helt op i tårnet. De havde måtte fjerne tykke lag af spindelvæv, der hang ned fra loftet og spærrede vejen. Trinene på trappen var lavet af granit og stenene var slidt helt glatte af de mange fødder, der gennem tiderne havde gået på dem.

For enden af trappen var vejen spærret af en stor trædør. Den var sat op, for at holde kulden ude fra det ødelagte tårn, hvor der manglede noget af taget og som havde store huller i murerne. Nisserne kiggede opgivende på hinanden, hvordan skulle de nogensinde på den store dør op.

Der sad en stor jernnøgle i den gamle lås. Gammelalf foreslog, at Spir skulle tage en snor i næbbet, flyve op og putte den gennem nøglen, så de kunne dreje nøglen og låse døren op.

Som sagt så gjort og nisserne og Gammelalf trak af alle kræfter i snoren. Nøglen sad først helt fast, men pludselig gav den sig og med en høj knirken drejede den i nøglehullet.

Selvom døren nu ikke var låst, kunne nisserne og Gammelalf ikke skubbe døren op, uanset hvor meget de prøvede. ”Hvad skal vi nu gøre?” sukkede Fnitte opgivende. ”Vi er nået så langt, vi kan ikke opgive nu, tænk på julen” sagde Prys fortvivlet.

”Tys, vær stille” sagde Gammelalf pludselig ”der kommer nogen”. Nisserne lyttede og nu kunne de også høre noget pusle længer nede af trappen. De kiggede sig hurtigt om, men kunne ikke finde nogen gemmesteder. ”Vi er fortabte” klynkede Fnitte ”hvad gør vi”. ”Lad os håbe, det er en af kattene” sagde Bedstefarnisse ”hurtigt mas Jer op i hjørnet der og vær stille”.

De skyndte sig hen i det mørkeste hjørne, gjorde sig så små de kunne og holdt vejret, mens de håbede på, at det bare var Rødemis, Trolle og Muggi, der var på musejagt i det gamle tårn.

 

Kapitel 19: Nisser og mennesker

Nisserne lyttede i dyb stilhed efter lydene på trappen, der kom nærmere og nærmere. Snart kunne de skelne fodtrin og deres håb om, at det bare var kattene faldt drastisk. Nogle få minutter efter kom Den gamle Portvogter tæt fulgt af Valde og Malie op på den lille repos foran trædøren.

Nisserne holdt vejret og håbede inderligt, at de tre menneske ikke ville opdage dem. Den gamle Portvogter tog i dørhåndtaget og åbnede langsomt den gamle trædør med en knirken. Der kom et koldt vindpust ind af døren og Valde og Malie skuttede sig i deres nattøj.

Den gamle Portvogter stak forsigtigt hovedet ud gennem døren. Da han ikke kunne få øje på nisserne, skubbede han døren helt op og gik ind i tårnkammeret. Valde og Malie fulgte stille efter ham.

Da de var forsvundet, kiggede nisserne på hinanden og Bedstefarnisse og Gammelalf nikkede til hinanden. Så gjorde de tegn til de andre om at følge efter og de smuttede alle ind gennem døren. De nåede kun lige indenfor, da et kraftigt vindpust blæste døren i med et brag. Nisserne for sammen og Malie blev så forskrækket, at hun gav et skrig fra sig.

De tre menneske vendte sig om og kiggede tilbage mod døren. Nisserne, der ikke var nået i skjul, stod der lige foran døren og de kunne ikke undgå, at menneskene opdagede dem.

”Halløjsa” udbrød Den gamle Portvogter ”goddag med Jer. Det var rart endelig at hilse på Jer. I skal ikke være bange, vi gør jer ikke noget”. Nisserne kiggede først på menneskene, så på hinanden og så på menneskene igen. Malie gned sig i øjnene, mens Valde stirrede på nisserne med åben mund.

Gammelalf rømmede sig og sagde ”Hmm – goddag med Jer. Hvilket ærinde bringer Jer til Ravnenes tårn?”. Den gamle Portvogter kiggede på Gammelalf og svarede ”det gør I såmen. Jeg har længe vist, at der var nisser til, men jeg ville så gerne, at Malie og Valde også vidste besked”.

”Jamen, så goddag med Jer” sagde Bedstefarnisse og stak en hånd frem for at hilse på Valde og Malie. Malie kom sig først ovenpå overraskelsen og gav Bedstefarnisse hånden – dvs. han tog kun fat om den ene finger, fordi nissers hænder jo er meget mindre end menneskenes. Bagefter hilste alle nisserne, Gammelalf og Spir på de tre menneske.

”Hvad laver I så heroppe i tårnet?” spurgte Valde nysgerrigt. ”Nu ikke så påtrængende Valde” sagde Den gamle Portvogter. ”Åh – det gør nu ikke noget” sagde Gammelalf ”det kan endda være I kan hjælpe os”. Så fortalte han hele historien om Det magiske Stjernestøv, Elverskrinene, Julemandens problem, Rødskæg og ledetrådene.

”Orv – hvor spændende. Vi vil gerne hjælpe, vil vi ikke Valde” udbrød Malie begejstret. Det ville Valde selvfølgelig og så begyndte de alle sammen at lede efter sporet i Ravnenes tårn.

Det blev faktisk Valde, der fandt sporet. Ved midnat var skyerne begyndt at gå i opløsning og månen var kommet frem. En klar månestråle skinnede ind gennem et af hullerne og ramte en gammel bjælke. Månestrålen ramte præcis en stor knast og da Valde undersøgte knasten nærmere, opdagede han, at den sad løst.

”Hey se lige her” råbte han til de andre, der straks kom hen til ham. Han rokkede forsigtigt knasten op og op af hullet tog han endnu en lille metalcylinder. Han åbnede cylinderen, tog et gammelt stykke papir ud, rullede det ud og kiggede på det.

Han forstod ikke, hvad der var skrevet og rakte papiret til Bedstefarnisse, der kneb øjnene sammen og læste højt for de andre. ” I gravens dybe mørke vand, ned skal dykke en modig mand. Udfor fangekælderens tykke murer, den gamle gedde i dybet lurer. På bunden under kisten min, du vil finde et elverskrin”.

”Jubii” råbte de alle i kor ”vi har fundet det, vi har fundet det”. De tog hinanden i hænderne og dansede rundt i det gamle tårn. Først lidt efter, da de faldt lidt ned igen, sagde Gammelalf ”skal vi nu ikke gå ned og få sovet lidt. Så mødes vi i morgen og planlægger, hvordan vi skal løse gåden. Nisserne forklarede Den gamle Portvogter, Malie og Valde, hvor nisserne boede. Til gengæld måtte de sværge på ikke at fortælle det til nogen.

De gik alle glade ned af vindeltrappen, med Den gamle Portvogter sidst. Han låste trædøren efter dem, mens han smilede for sig selv.

 

Kapitel 20: Møde i nissetårnet

Sent næste dag mødtes de oppe i Nissernes tårn for at drøfte, hvordan de løste gåden. De satte sig omkring bordet, dvs. Valde, Malie og Den gamle Portvogter sad på gulvet, de var alt for store til at sidde på nissernes stole.

Valde og Malie havde taget nybagte småkager, varm kakao og fugleneg til Spir med og alle guffede de gode kager i sig, som om de ikke havde fået mad i flere dage.

Da alle havde drukket lidt af deres kakao, sagde Prys med munden fuld af småkager ”Bedstefarnisse kan du ikke lige læse gåden op igen, jeg kan ikke huske præcis, hvad der stod”. Det ville Bedstefarnisse gerne, han rullede papiret ud og læste endnu engang gåden højt for de andre. ”I gravens dybe mørke vand, ned skal dykke en modig mand. Udfor fangekælderens tykke murer, den gamle gedde i dybet lurer. På bunden under kisten min, du vil finde et elverskrin”.

”Hvad er det for en grav, Rødskæg taler om?” spurgte Fnitte opgivende. De tænke sig alle om, før Malie udbrød ”jeg ved det, jeg ved det. Det er selvfølgelig voldgraven rundt om borgen”. ”Åh – selvfølgelig” sagde Gammelalf ”at jeg ikke kom på det noget før, jeg store fjols”. De grinede alle i kor.

”Nu skal vi bare finde ud af, hvordan vi kommer ned på bunden af voldgraven” sagde Valde ”det bliver en noget kold fornøjelse, for der er is på. Malie og jeg skøjtede der i går”. De skuttede sig alle og ønskede at det ikke skulle være dem, der skulle ned i det iskolde vand.

”Hvad med den gamle gedde?” spurgte Prys ”Fnitte og jeg har set den mange gange, det er en ondsindet satan”. ”Hov hov, dit sprog unge mand” sagde Mornisse og kiggede strengt på Prys. ”Jamen mor, det er den altså” forsvarede Prys sig.

”Hvem kan holde vejret længe nok i det iskolde dybe vand til at finde kisten?” sukkede Fnitte ”vi ved jo ikke engang, hvor kisten ligger. Kun at det er udfor fangekælderens tykke murer”. Gammelalf kløede sig i skægget ”det var godt nok en værre en den gåde. Den er ikke sådan at løse. Vi ved ikke engang, hvor dyb voldgraven er. Det kan vi godt nok finde ud af med et hul i isen, et langt reb og en sten, men hvordan kommer vi derned?”.

Der var ingen af dem, der havde nogen gode ideer, så de blev enige om at gå hver til sit og tænke over problemet.

 

Kapitel 21: En svær nød at knække

Allerede næste dag, da Valde og Malie kom hjem fra skole, mødtes de igen i nissetårnet. Bedstefarnisse og Gammelalf havde målt dybden i voldgraven udfor fangekælderen og de var slet ikke glade for svaret. Bedstefarnisse rystede på hovedet og så trist ud, mens han sagde ”på det sted, hvor Gammelalf og jeg målte dybden, er voldgraven mellem 20 og 40 meter dyb”.

De havde stået ude på den tykke is og hugget et hul med en økse. Derefter havde de sænket en stor sten, der var bundet til et reb ned i kolde vand. Der var bundet en knude i rebet for hver meter, og den ene meter efter den anden forsvandt i dybet. Først ved 38 meter ramte stenen bunden. ”Vi må prøve et andet sted” sagde Gammelalf opgivende. De huggede adskillige huller i isen, men det laveste de fandt var 21 meter. ”Det bliver en svær nød at knække” havde Bedstefarnisse udbrudt.

”Whau” udbrød Valde ”så kan jeg bedre forstå, at de aldrig fandt pigen, der kastede sig ud fra det ene tårn for mange år siden”. Nisserne kiggede på hinanden – skulle de fortælle om Den hvide Jomfru? De besluttede sig for, at det kunne de ligeså godt gøre, nu de tre menneske alligevel kendte til deres eksistens.

”Har I nogensinde hørt om Den hvide Jomfru?” spurgte Prys. Den gamle Portvogter svarede ”åh jo, hende har jeg skam mødt på mine natlige vandringer i bogens gange. Hun er en ganske yndig pige, lidt stille, men yndig”. Valde og Malie kiggede forundret på Den gamle Portvogter, hvorfor havde han ikke fortalt dem om hende og hvor mange andre overraskelser havde han mon i lommen?

Prys og Fnitte fortalte i munden på hinanden om dansen under stjerneskuddene sammen med Den hvide Jomfru. ”Så var det Jeres fodspor, vi så I sneen ude på engen” udbrød Malie. ”Ja I skulle have været med, det var smadder flot kan I tro” sagde Fnitte begejstret.

”Hm hm” rømmede Gammelalf sig ”det er nu ikke for at afbryde, men har nogen fundet en løsning på, hvordan vi får fat i elverskrinet?”. De kiggede alle modløse på hinanden, ingen havde nogen gode ideer. Julen nærmede sig og de måtte snart skynde sig.

De sad længe i stilhed, så sagde Prys ”hvad med at spørge Den hvide Jomfru, hun er jo allerede død, så hun kan ikke fryse ihjel?”. ”Det er selvfølgelig rigtigt” svarede Gammelalf ”problemet er bare, at genfærd også kan fryse til is og de kan ikke løfte noget i vandet, så det går ikke”.

Der blev igen stille, så foreslog Valde, at de prøvede med en lang fiskesnøre med en stor krog på eller et fiskenet. Det troede Bedstefarnisse og Gammelalf dog heller ikke på ville virke. ”Hvad gør vi? Hvad gør vi?” sukkede Fnitte. De andre var lige så nedstemte. De måtte finde en løsning, ellers ville der ingen julegaver blive til alle verdens børn.

”Hvad med en dykkerklokke?” sagde Malie ”jeg har engang se nogle forskere bruge sådan en i fjernsynet”. ”Det kunne måske lade sig gøre at lokalisere kisten ved hjælp af en dykkerklokke, men hvordan skulle man så få kisten og elverskrinet op?” svarede Bedstefarnisse ”og desuden kan vi slet ikke nå at få fat på en dykkerklokke, ej heller lave en” fortsatte han.

Da de ingen vegne kom, blev de enige om at holde en pause og tage en tur på Nika og Bussie. Det var dog kun Prys og Fnitte, der ville med ud og ride. De voksne nisser og Gammelalf blev oppe i nissetårnet for at se, om de kunne finde en løsning.

Fnitte og Prys, der aldrig havde redet, var meget spændte. De sad foran Malie og Valde, mens de holdt godt fat i ponyernes lange maner. Så gik det ellers derud over engen og gennem skoven. De morede sig alle storartet og det var næsten helt mørkt, da de kom tilbage til borgen. Nisserne sagde pænt tak for turen og skyndte sig tilbage til nissetårnet, mens Valde og Malie løb op for at spise aftensmad.

 

Kapitel 22: Valdes ide.

Der gik nogle dage og alle blev mere og mere deprimeret. Der var nu kun to dage til jul og ingen af dem havde kommet på en løsning. De var igen mødtes oppe i nissetårnet. Valde og Malie havde taget hjemmelavet konfekt og kakao med.

De spiste i stilhed, mens de tænkte på, hvor trist julen ville blive uden Julemanden på hans kane. Med et spirede en ide op hos Valde. Han udbrød ”ved I hvad, jeg tror, jeg har en løsning”. De andre kiggede spændt på ham – turde de nu tro på det?

Valde gik i gang med at forklare ”I ved nok Onkel Molle, ham med den fede motorcykel?”. De andre nikkede, men kunne ikke lige se en løsning. Valde fortsatte ”Onkel Molle viste os engang nogle billeder fra en af hans mange rejser. Nogle af disse billeder var dykkerbilleder, som han havde taget, på et af hans dyk”. ”Orv ja, det kan jeg godt huske. Der var både hajer, barracudaer, blæksprutter, klovnefisk, havskildpadder og kirurgfisk på de billeder” jublede Malie, hun var begyndt at forstå, hvor Valde ville hen med sin historie.

Valde nikkede og forklarede videre ”Onkel Molle er en rigtig god dykker, han har også engang fortalt, at han har dykket på Grønland, så han har prøvet at dykke i koldt vand”. Nu forstod de andre også, hvad Valde mente. ”Men Onkel Molle ved jo slet ikke, at der er nisser til, tror I overhovedet, at han vil hjælpe os?” sagde Fnitte forsigtigt.

”Ork ja” sagde Malie ”vi forklarer ham bare situationen, så skal han nok hjælpe os”. ”Hm” sagde Gammelalf, mens han tænkte det hele igennem ”jeg tror nok, det er den eneste mulighed, vi har for at nå det, men hvad med dykkerudstyret?”. Det havde Valde og Malie ikke lige tænkt på. De sad lidt og grundede over problemet ”jeg tror altså bare, vi skal forklare Onkel Molle det hele, så skal han nok finde på noget” sagde Valde til sidst.

De blev enige om, at Valde og Malie skulle finde med Onkel Molle med det samme. De kunne tage ham med op i nissetårnet, så han kunne hilse på dem alle sammen og blive sat ind i hele situationen. Der var ingen tid at spilde, hvis de skulle nå det inden juleaften.

Valde og Malie spurtede ned af vindeltrappen, så hurtigt de kunne. ”Onkel Molle, Onkel Molle” råbte de i kor, men fik ikke noget svar. De ledte i Det grønne Værelse, riddersalen, borgkøkkenet, stuerne, kælderen og de lange gange uden at finde ham.

”Kom lad os prøve udenfor” foreslog Malie. De tog hurtigt deres vinterfrakker på og løb udenfor. Først kunne de heller ikke finde ham her, men pludselig hørte de en fløjten inde fra stalden. De skyndte sig derind og fandt Onkel Molle i gang med at muge ud hos Nika og Bussie.

Han kiggede op, da de kom stormende indenfor og sagde ”hej med jer unger, jeg synes lige, jeg ville hjælpe jer med at få muget ud hos ponyerne”. Valde og Malie stoppede forpustede op og begyndte at tale i munden på hinanden. ”Hov stop lige en halv” udbrød Onkel Molle med en latter ”I bliver nødt til at tale en af gangen og få lige vejret begge to, ellers ender I med at få et hjertestop”.

Valde og Malie trak vejret hurtigt et par gange, kiggede på hinanden og så startede Malie med at sige ”Onkel Molle, du må hjælpe os det er vigtigt, Julemanden har brug for dig, vi skal finde Rødskægs elverskrin, der er fyldt med magisk stjernestøv, det ligger på bunden af voldgraven og du bliver nødt til at dykke ned og hente det” Malie tog en dyb indånding.

Onkel Molle kiggede overraskede først på Malie så på Valde. ”Okay, den må jeg vist lige have en gang til. Lad os sætte os her på halmballerne, så må I lige forklare mig det igen og lidt langsommere denne gang”. Så satte de sig ned på et par halmballer. Valde og Malie skiftedes til at fortælle Onkel Molle om nisserne, Gammelalf, gåderne og alt det andet.

Onkel Molle, der havde oplevet mangt og meget på sine rejser over hele verden, var ikke helt så afvisende som mange voksne, ellers ville have været i samme situation. Da Valde og Malie var færdige med deres fortælling, spurgte de ham om, han ikke ville med op i nissetårnet og hilse på de andre, samt tale med Gammelalf og Bedstefarnisse om problemet med elverskrinet i Voldgraven. Det ville han selvfølgelig godt, og de rejste sig for at gå op i nissetårnet.

 

Kapitel 23: Hullet i isen.

Da Onkel Molle var kommet sig ovenpå overraskelsen over, at der findes nisser og alfer og havde talt med Gammelalf og Bedstefarnisse om problemet, tænkte han sig grundigt om. ”Hmm jeg bliver nødt til at hente min tørdragt og det andet udstyr. Hvis I nu får lavet et stort trekantet hul i isen til i morgen tidlig, så kører jeg straks af sted og henter udstyret. Så skulle vi nok kunne nå det” mumlede han for sig selv.

”Tror du vi når det?” spurgte Fnitte nervøst ”i morgen er det jo lille juleaften”. Onkel Molle kiggede rundt på de andre og svarede ”det tror jeg. Under alle omstændigheder, kan jeg ikke gøre det hurtigere. Jeg bor over 100 km herfra og hvis jeg skal både frem og tilbage, vil vi først kunne nå det i morgen”.

Det kunne de andre godt se. Nu håbede de bare, at de kunne finde Rødskægs elverskrin, der jo havde ligget på bunden af voldgraven i mange mange år.

”Men hvad siger vi til mor og far?” udbrød Malie bekymret. ”Du siger såmen bare, at jeg har glemt en af julegaverne derhjemme og er kørt for at hente den. De har såmen heller ikke tid til at tænke så meget over det, for I får en masse gæster juleaften, så de har mere end rigeligt at tænke på i forvejen” svarede Onkel Molle og rejste sig. ”Jeg vil køre med det samme. Vi ses i morgen tidlig” han nikkede til Gammelalf og Bedstefarnisse og vinkede til alle de andre ”på gensyn”. Han gik hurtigt ned af vindeltrappen for at hente sine ting og køre af sted.

De andre kiggede på hinanden. De var lettede over, at de endelig havde fundet en løsning. Det blev tæt på med hensyn til tiden, men de skulle klare den og redde julen.

De blev enige om at mødes før solopgang den næste morgen. For hvis de huggede hullet allerede i dag, ville det fryse i igen inden i morgen.

Lillejuleaftens morgen vågnede Valde og Malie ved 5 tiden ved, at Den gamle Portvogter ruskede i dem. ”Op med Jer. Find Jeres varmeste tøj, så finder jeg en økse og noget kogende vand” sagde han og gik.

Valde og Malie kom hurtigt i tøjet. De smuttede stille forbi deres forældres soveværelse og ned i borgkøkkenet, hvor Den gamle Portvogter var ved at hælde kogende vand på termoflasker. ”Hvad skal vi bruge det vand til?” spurgte Malie. ”Det skal jeg såmen fortælle jer” svarede Den gamle Portvogter og fortsatte ”vi skal bruge det til at smelte isen, så den er nemmere at hugge i. Så går det hurtigere at få lavet hullet”.

Da alle termokanderne var fyldte, bar de dem ud til broen over voldgraven, hvor nisserne og Gammelalf allerede stod og ventede på dem. Den gamle Portvogter hentede øksen og to lange reb, så kravlede de alle ned på den tykke is, der dækkede voldgraven.

”Kom vi skal over til området ved de gamle fangekældre” sagde Bedstefarnisse og gik i forvejen. De andre fulgte efter. Fangekældrene lå på den modsatte side af borgen, så de måtte hele vejen uden om.

Da de nåede til de tykke murer og de bittesmå vinduer, hvor de mange fanger i fordums tid blev gemt væk, standsede de. Den gamle Portvogter tog en pind og ridsede en stor trekant i isen. ”Her skal hullet være” sagde han, åbnede den første termokande og rakte den til Valde. ”Her hæld langsomt det varme vand ud, hvor jeg har ridset i isen” sagde han og åbnede den næste.

Da alle termokanderne var tomme, havde de lavet en dyb rille og Den gamle Portvogter to øksen. I det samme lød en stemme ”hør lad mig klare det”. De vendte sig alle om mod lyden og opdagede Onkel Molle, der var kommet tilbage. De havde været så koncentreret om opgaven, at de slet ikke havde hørt hans motorcykel.

Onkel Molle svingede øksen med den største lethed. Han var meget stærk og smidig. Han trænede kickboksning, roede, svømmede, løb, dykkede og dyrkede alverdens andre sportsgrene for at holde sig i form. Det kom ham nu til gode og der gik ikke ret lang tid, før han havde hugget det trekantede isstykke fri. Så bukkede han sig ned og stak hænderne ned i det kolde vand. Han fik langsomt bakset det løsnede isstykke ind under den anden is, så kunne de let lukke hullet igen bagefter, så ingen faldt i.

”Okay, nu mangler vi bare det værste” grinede Onkel Molle og kiggede ned i det mørke vand. De andre kiggede på ham, hvordan kunne han le nu, når han selv skulle derned i det iskolde dyb?

”Malie smut ind og varm noget kakao til os alle sammen. Valde hent nogle store håndklæder og nogle tæpper og hvis du så henter fåreskindstæppet fra kanen” sagde han henvendt til Den gamle Portvogter ”så kan jeg vist godt gøre mig klar”.

Solen var netop stået op i horisonten og malede himlen orange, da Onkel Molle havde iført sig sin tørdragt og dykkerudstyret. Han medbragte to lygter, en stor dykkerkniv, en harpun, bandt det ene reb om livet og det andet fast til sin dykkervest.

Han spyttede i sin dykkermaske og skyllede den i det kolde vand, satte den på plads og sagde til de andre ”når jeg finder skrinet, binder jeg det fast i det ene reb og trækker fire gange i rebet, så trækker I det op – ok?”. De andre nikkede og Onkel Molle tændte den ene lygte og hoppede frygtløs ned i det iskolde mørke vand. De kiggede alle efter ham, da han forsvandt i dybet.

 

Kapitel 24: Juleaften.

Da de ikke længer kunne se lyset fra lygten, kiggede de på hinanden. De var alle så spændte, at de ikke kunne sige en lyd. Bedstefarnisse og Gammelalf holdt fast i hvert sit reb og firede lige så stille i rebet, efterhånden som Onkel Molle dykkede dybere ned i vandet.

Lige da Onkel Molle ramte det iskolde vand og fik det i ansigtet føltes det som tusind nåle, der prikkede i huden. Han havde tykke vandtætte handsker på, så han frøs ikke om hænderne. Onkel Molle fyldte lidt luft i tørdragten og afbalancerede sig i vandet, så vendte han bunden i vejret og dykkede ned mod bunden, mens han lyste med lygten for at kunne se noget.

Hans luftbobler steg langsomt op mod overfladen og ramte isen. Her dannede de store sjove former, der langsomt løb hen mod hullet. Vandet var heldigvis rimelig klart, som det næsten altid er om vinteren, men efterhånden som Onkel Molle kom dybere og dybere ned, forsvandt lyset og snart var det bulder mørkt omkring ham.

Heldigvis havde Onkel Molle dykket adskillige natdyk og han havde sit kompas med, så det var ikke noget problem at orientere sig nede i mørket.

Langt om længe nåede han bunden, han kiggede på sin dybde måler – 39 meter. Han måtte skynde sig, han havde kun 10 minutter, før han skulle begynde opstigningen for ikke at få dykkersyge. Han svømmede i retning af borgmuren og lyste med lygten. Da han nåede muren, svømmede han først til venstre, men da han ikke fandt noget, vendte han om og svømmede den anden vej.

Han kiggede på tiden – 6 minutter igen – han lyste med lygten og pludselig kunne han ane en forhøjning i mudderet på bunden. Han svømmede hurtigt derhen og viftede forsigtigt mudret væk. Det stod som en sky omkring ham og med et var sigtbarheden nede på 0 meter.

Onkel Molle lå helt stille et minut og mudret faldt til ro igen. Nu kunne han se en gammel kiste. Den var af træ, med tykke metal bånd omkring sig, metal håndtag og en metal lås. Han tog forsigtigt i håndtagene og forsøgte at rokke kisten fri. Igen blev vandet helt mudret til, men Onkel Molle holdt ikke op, han måtte se at skynde sig, hvis han skulle nå det.

Han opdagede slet ikke den store gamle gedde, der kom svømmende bagfra. Pludselig kom den farende som skudt ud af en kanon og angreb Onkel Molle. Han vendte sig om og forsøgte at skubbe gedden væk, men den var 1,50 meter og meget gal, så den var ikke lige sådan at få væk.

Onkel Molle kom i tanke om harpunen, han greb den og sigtede på den gamle gedde. I nogle sekunder stod tiden ligesom stille, mens de stirrede på hinanden, så vendte gedden om og forsvandt ligeså pludselig som den var dukket op.

Onkel Molle kiggede igen på uret – 1 minut igen, nu var der ingen tid at spilde, han kunne ikke nå at åbne kisten, så han bandt rebet omkring den og trak fire gange i det. Ganske langsomt begyndte den gamle kiste sin opstigning mod overfladen.

Onkel Molle undersøgte hurtigt bunden, hvor kisten havde stået, men kunne ikke finde nogen tegn på elverskrinet. Nu var hans dykkertid udløbet, så han måtte starte opstigningen. Lige så langsomt begyndte han at svømme opad, mens han pustede ud. Det tog ham 5 minutter, før han nåede isen.

Han kiggede sig omkring, han havde stadig rebet omkring livet, så det var let at følge dette hen til hullet i isen. Han mavede sig op på isen, tog dykkermasken af og sagde ”det var en forfriskende dukkert, men skal vi ikke gå indenfor, før vi åbner kisten, så kan jeg også få noget tørt tøj på”.

Det syntes de andre var en god ide, Onkel Molle skubbede isstykket på plads igen og de skyndte sig ind i borgen.

Der var nu gået nogle timer og det var blevet formiddag. Hr. Waldorf og Olsa var kørt til byen for at handle de sidste varer ind, inden de første gæster dukkede op, så de havde hele borgen for sig selv. De besluttede at mødes i køkkenet en time efter, så ville Malie og Valde finde kager, guf og kakao frem og Onkel Molle kunne lige nå et varmt bad og få noget tørt tøj på.

En time efter sad de alle i det varme borgkøkken og guffede konfekt og julekage. Onkel Molle kom ind i tørt tøj og bar på den gamle kiste.

”Nå, skal vi så se, hvad ham Rødskæg har gemt i kisten” sagde han og satte den på gulvet. Han prøvede at åbne låget, men kisten var låst. ”Hvad gør vi så?” spurgte Fnitte. ”Hvis jeg ikke tager meget fejl” sagde Bedstefarnisse og fortsatte ”så har jeg en gammel nøgle liggende, der engang skulle have været Rødskægs. Jeg smutter lige op og henter den. Imens kan du jo fortælle om dykket” sluttede han henvendt til Onkel Molle.

De kiggede alle spændt på Onkel Molle, der fortalte om mørket, mudret, den gamle gedde og det kolde vand. Der gik ikke ret lang tid, før Bedstefarnisse vendte tilbage med nøglen.

”Her prøv den” sagde han og rakte den til Onkel Molle, der satte nøglen i nøglehullet og drejede den rundt. ”Den passer” udbrød han begejstret. Da kisten var låst op, åbnede han den med en knirken og de kiggede alle spændt ned i den.

Den var fyldt med guld og ædelstene. Der var halskæder, guldmønter, sølvbægre, ringe, stene i mange farver og alle mulige andre ting. De kunne bare ikke se elverskrinet. Onkel Molle tømte hele kistens indhold ud på gulvet og de kiggede alle fortvivlet på de mange værdifulde ting. Hvor var elverskrinet med det magiske stjernestøv?

De satte sig alle modløse og kiggede på hinanden. ”Hvordan var det verset lød?” spurgte Onkel Molle. Bedstefarnisse svarede: ”I gravens dybe mørke vand, ned skal dykke en modig mand. Udfor fangekælderens tykke murer, den gamle gedde i dybet lurer. På bunden under kisten min, du vil finde et elverskrin”. Onkel Molle tænkte sig om ”jeg undersøgte den mudrede bund under kisten, men der var intet tegn på et elverskrin”.

Gammelalf grublede dybt og lyste med et op og sagde ”ved I hvad, det er måske slet ikke bunden af voldgraven, men kistebunden”. De andre kiggede på ham og med et bredte der sig et smil på alles læber. ”Skynd dig Onkel Molle, undersøg kistebunden” sagde Valde spændt.

Først undersøgte Onkel Molle indersiden af kisten uden at finde noget, så vendte han bunden i vejret på den og der opdagede han en lille lem. Han undersøgte lemmen og kisten endnu engang. Han fandt en lille knap god gemt under et af hængslerne. Den trykkede han på og lemmen sprang op.

Så kiggede han ned i det rum, som lemmen havde skjult. Dernede lå noget og glimtede. Han stak forsigtigt en hånd derind og tog det fineste guldskrin ud. Det havde finurlige mønstre overalt og en mystisk tekst stod skrevet på låget. Sammen med skrinet lå endnu et gammelt pergament papir. Onkel Molle rakte papiret til Gammelalf og satte elverskrinet på køkkenbordet.

De jublede alle i kor, mens Gammelalf forsigtigt foldede papiret ud og læste det højt for de andre ”Kun kloge modige folk ku´ gåderne løse, nu guld og ædelstene fra kisten I pøse. Elverskrinet der længe var mit, nu dagen før juleaften er dit. Løs nu den sidste gåde, I ej denne gang bliver våde. Over skove og marker I flyve, om dette jeg ej vil lyve. Gyldent stjernestøv elverskrinet gemme, spred det og vinden I vil tæmme”.

”Jubii, vi gjorde det” jublede Fnitte, Prys, Valde og Malie i kor, mens de dansede rundt på gulvet med hinanden i hænderne. ”Hvordan åbner vi elverskrinet?” spurgte Mornisse. ”Ræk mig skrinet, så skal jeg åbne det” svarede Gammelalf. Han tog skrinet mellem hænderne og læste de mystiske tegn højt ”    ”.

I det samme åbnedes elverskrinet og et funklende skær skinnede i hele borgkøkkenet.

De kiggede alle sammen ned i elverskrinet og så det mest fantastiske smukke gyldne støv. Det skinnede som tusindvis af stjerner og diamanter. Gammelalf lukkede skrinet igen. ”Whau, hvor var det smukt” udbrød Fnitte og Malie i kor. ”Men hvad betød de mystiske ord, du læste højt Gammelalf?” spurgte Valde.

”Det betød – Alfer og Elverfolk har stjernestøvet samlet. Brug det med visdom og glæde så vil I verdens børn sammenkæde” forklarede Gammelalf.

”Nu skal vi bare have Det magiske Stjernestøv op til Julemanden” sagde Prys glad. De kiggede alle på hinanden – hvordan gjorde de lige det? Der var ingen der havde tænkt på, hvordan de skulle få bragt elverskrinet op til Julemanden. De havde kun tænkt på at finde det. Hvad skulle de gøre?

De satte sig alle tungt ned og kiggede på hinanden. Der gik lang tid, før Valde udbrød ”jeg har det, jeg har det. Vi bruger Onkel Molles motorcykel og lidt af stjernestøvet, så kan den flyve helt op til Julemanden”. De andre kiggede på Valde, det var ikke en helt dårlig ide, det kunne måske lade sig gøre.

”Okay, men vi er nødt til at vente til i nat. For det går ikke at nogen ser os” sagde Bedstefarnisse. De blev enige om at mødes udenfor borgen ved midnatstid. Onkel Molle skulle tage sin motorcykel med og Gammelalf ville tage Elverskrinet med.

Da klokken slog tolv natten til juleaften, mødtes de alle på engen uden for borgen. Gammelalf og Bedstefarnisse havde besluttet, at Gammelalf skulle tage med Onkel Molle for at vise ham vejen. Han sagde igen de mystiske ord. Tog noget stjernestøv op og dryssede det over motorcyklen.

Pludselig lyste hele motorcyklen med et mærkeligt skær, det var ligesom hundredvis af stjernekastere, der blev tændt. Den hævede sig let fra jorden og Gammelalf sagde ”vi må vist hellere se at komme af sted. Pas godt på Jer selv så længe”.

Onkel Molle tog Gammelalf op på skulderen, Spir sad som sædvanlig på Gammelalfs skulder, den havde ligeledes fået lov at tage med. Så hoppede de op på motorcyklen og Onkel Molle drejede nøglen og tændte for motoren.

De vinkede til de andre og lettede. De fløj af sted hurtigere og hurtigere over trætoppene på vej mod Nordpolen, hvor Julemanden bor.

Da de var forsvundet i natten, kiggede de andre på hinanden og blev enige om at gå ind for at sove. Der var alligevel ikke mere, de kunne gøre.

Da de vågnede julemorgen, skyndte Malie og Valde sig ind i Det grønne Værelse for at se om Onkel Molle var kommet tilbage. Det var han, han lå og snorkede højlydt. De sprang op i sengen til ham og vækkede ham. ”Onkel Molle, Onkel Molle vågn op, vågn op. Hvordan gik det hos Julemanden, kom nu fortæl, fortæl”.

Onkel Molle gned sig i øjnene og gabede. ”Tror I ikke lige, vi skulle smutte op i nissetårnet, så kan de andre også høre om turen?”. Det syntes børnene var en god ide, og de skyndte sig ind til Den gamle Portvogter for at få ham med derop.

Da alle var samlet fortalte Onkel Molle om hans og Gammelalfs tur til Nordpolen. Han fortalte om isbjørne, julemandens hjælpere, Rudolf, Komet og de andre rensdyr og han fortalte selvfølgelig om Julemanden og hvor glad han blev, for de havde hjulpet ham.

Da han var færdig med sin fortælling, gik menneskene ned igen for at spise morgenmad og komme i tøjet til den store julefest, der skulle holdes i Riddersalen om aftenen.

Så blev det endelig Juleaften. Malie og Valde havde stillet alverdens julegodter og selvfølgelig risengrød ud til nisserne. Nika og Bussie var blevet fodret og de havde fået fint tøj på. Efter de havde danset om juletræet og pakket gaver ud, gik Den gamle Portvogter, Onkel Molle, Valde og Malie op i nissetårnet for at ønske nisserne, Spir og Gammelalf glædelig jul.

Med et lød bjældeklang, de kiggede alle ud af tårnvinduet og derude var Julemanden i sin kane med alle rensdyrene foran. ”Ho Ho Ho” lød den rare Julemand ”tak for hjælpen mine venner, I skal vist have en ekstra julegave hver”. Han rakte dem alle en gave og vinkede mens han sagde ”Ho ho ho, glædelig jul ho ho ho”. Så satte han rensdyrene i gang og forsvandt i julenatten.

Slut…..

 

Julehistorien er venligst blevet udlånt af:  Lene Thaulow