Min Jul Månestråle

Lige pt foregår det sådan, at mig og min forlovede holder jul på skift ved hvert hold forældre – men vi har snakket om at begynde at holde jul selv, når vi får børn, måske før. I år skal vi hjem til mine forældre og holde jul. Den 24. december starter vi med morgenmad/formiddagskaffe og gavebytning hos mine svigerforældre. Dernæst kører vi ned til mine forældre, hvor vi får en let julefrokost til middag med varm leverpostej, marinerede sild, rejemadder, laks og alskens gode sager. Efter middagsmaden kommer juletræet ind, det er fældet et par dage i forvejen efter nøje udvægelse, så bliver det klippet til af mig – overlader aldrig mere saksen til min far efter en jul, hvor han klippede toppen af, så vi måtte bruge sekundlim for at lime noget af den på igen – meget morsomt. Derefter pynter jeg det med kugler, trommer, engle, nisser osv + stearinlys (ingen kunstige lys til os). Om eftermiddagen skal mig og min forlovede altid se Disney Juleshow, det bliver vi aldrig for gamle til (er henholdvis 26 og 30 år) + de sidste julekalenderafsnit (hvis vi følger med i nogle af dem) + spiser slik, konfekt og kager. Om aftenen får vi flæskesteg og medister med brunede kartofler, hvide kartofler, god brun sovs, franske kartofler + nogle gange æbler med gele. Til dessert får vi selvfølgelig risalamande med 1 stk mandel i. Mandelgaven plejer vi at sørge for, når vi holder jul hjemme ved mine forældre. De sidste par år har det været julepynt, men ellers er et familiespil osse en klassiker. Efter maden er der dømt oprydning i køkkenet + afslapning, inden træet tændes. Dernæst danser vi omkring det og synger 3-4 forskellige julesange – jeg synger for, så jeg bestemmer oftest. Så begynder gaveudpakningen – en gave afleveres til gavemodtager af gangen, som pakker ud i alles påsyn, dernæst den næste osv. Dertil spises slik, konfekt og småkager + drikkes julecognac, juleøl osv. Når vi holder jul ved mine svigerforældre foregår det lidt på samme måde. Julefrokost, juletræspyntning og gavebytning hos mine forældre – dernæst hjem til mine svigerforældre til aften. Her består julemaden så til gengæld af fyldt kalkun med diverse tilbehør, men osse risalamande til dessert. Mandelgaven skiftes vi til at sørge for, beløbet hedder en halvtredser – og der kan købes mange mærkelige ting for en halvtredser. Jeg har fået indført dans om juletræet, det hører sig til, synes jeg. Derefter gaveudpakning, juleslik og konfekt, nødder og frugt, julecognac. Når vi ligesom er færdige med det, plejer klokken at være omkring midnat, så samles vi på byens lokale værtshus sammen med en del af vennerne og drikker en juleøl og siger glædelig jul – engang imellem er der osse blevet byttet julegaver indbyrdes, rigtigt hyggeligt. I juledagene er der ikke rigtigt nogen fast tradition, så det er forskelligt, hvor vi ender henne.

Indsendt af: Månestråle