Julens leksikon

Adventskrans:
Skikken er muligvis indført i Danmark i slutningen af det 17. årh. gennem Brødremenigheden i Christianfeld (Sønderjylland). Den oprindelige advantskrans var lavet i gran og ophængt i lilla silkebånd.
Lilla er bodsfarven og advent (Adventus Domini – Herrens komme) er kirkeårets bodstid, hvor mennesket kan bekende sine synder før den store glædesfest.
Under 2. verdenskrig bredte adventskransen sig fra Sønderjylland til andre dele af landet. Man havde behov for at tænde lys i den mørke tid. I 1946 var motovet på årets julemærke en adventskrans af gran med hvisde lys ophængt i røde bånd.

Fugleneg:
Omkring 1700-tallet var det skik og brug på landet, at man hængte høstens sidste store neg op på en stang som et tegn på julens komme.
I byerne går skikken tilbage til 1800-tallet og har siden hørt til de populære juletraditioner som udtryk for, at også fuglene skulle have deres eget julegilde.

Julebuk:
Person, der i ældre tid optrådte forklædt som buk ved juletidens sammenkomster, hvor han på godmodig vis skræmte børnene og gjorde løjer…. I moderne forstand er julebukken en halmfigur, der er bundet, så den lignet en gedebuk med lange horn. Den bruges til pynt, og er indvandret fra Sverige i tiden omkring og efter 2. verdenskrig.

Juleevangeliet:
Lukasevangeliet kapitel 2, vers 1-14, der beretter om Jesu fødsel og er teksten 25. december. Beretningen om Jesu fødsel findes også i Mattæusevangeliet kapitel 1, der tillige i kapitel fortæller om de vise mænd fra Østerland.
Læs Juleevangeliet her..

Julegaver:
Skikken at skænke julegaver har været almindelig siden vikingetiden. Gaver i form af legetøj vandt indpas i det bedre borgerskab før juletræet. Datidens yndede legetøj var: bolden, trolden i æsken, toppen, nøddeknækkeren og dukken.
Først ind i 1800-tallet begyndte man at pakke gaverne ind. Andre hængte dem på juletræet eller satte gaverne uindpakkede på et bord eller under træet.

Juleknas:
Jul og juleknas hører naturligvis sammen nu til dags, men man bør huske på, at tidligere var mange af de lækkerier, som i vore dage kan købes året rundt, forbeholdt julen. Det var den eneste tid på året, hvor man kunne tillade sig at bruge pengene på sådanne luksusvarer.

Julekort:
Specielle skriftlige, illustrerede hilsner til jul kendtes allerede i middelalderen. Fra 15. årh. er bevaret forskellige træsnit med Jesusbarnet som motiv og teksten »godt nytår«. Julekort i moderne betydning blev opfundet kort efter frimærket, nemlig 1843 af briten Sir Henry Cole, der lod tegneren John Calcott Horsley udføre en festlig familiescene med påtrykt ønske om en lystig jul og et lykkeligt nyt år.
Kortet var trykt i sort-hvidt og håndkoloreret – og vakte forargelse, fordi familien sad og skålede. Ideen slog så kraftigt an i England, at en samler i 1890 havde 163.000 forskellige julekort. I Danmark blev julekort almindelige omkring 1880, og Danmark indførte som det første land det nu obligatoriske tilbehør: Julemærket (1904).

Juletræ:
At fejre dansk jul uden juletræ er for de fleste mennesker ligeså utænkeligt som at give afkald på flaget og nationalsangen, og dog er det ikke mere end 70 år siden, at det blev almindeligt herhjemme at tage et grantræ ind i stuen og pynte det med papirklip, lys, flag, sukkergodt og andet.
De første sikre vidnesbyrd om almindelig brug af juletræ stammer fra det sydlige Tyskland og fra byer som Bern, Freiburg og Strasbourg. I 1605 gør en ukendt forfatter denne optegnelse:
Om juleaften rejser man grantræer i Strasbourg i stuerne, og derpå hænger man roser udklippet af mangefarvet papir, æbler, oblater, flitterguld og sukker.
Andre steder i skovområderne omkring Rhinen har der været udstedt forordninger vedrørende fældning af grantræer til jul. Æren for, at denne skik blev kendt udenfor disse afsidesliggende bjergegne, kan sikkert i første omgang tilskrives tidens kendte poeter, især den tyske digter Johann Wolfgang Goethe, som i romanen Den unge Werthers lidelser fra 1774 beskriver juletræet således:
Han talte om den fornøjelse, de små ville få, og om de tider, da den uventede åbning af døren og synet af et pyntet træ med vokslys, sukkergodt og æbler havde bragt én i paradisisk henrykkelse.
Det juletræ, som Goethe her omtaler, stiftede han for første gang bekendtskab med da han som ung student i 1770 fejrede jul i Sesenheim præstegård i EIsass, hans ungdoms elskede Friederike Brions barndomshjem. Som Tysklands mest betydelige digter var Goethe med til at præge udviklingen, også når det drejede sig om skik og brug, og han har med sin beskrivelse af et juletræ i samtidens mest opsigtsvækkende roman pÅ een gang fået dette indført i de fleste borgerlige og intellektuelle hjem i Tyskland.
Til Danmark kom juletræet via de dansk-tyske familier, men skikken vandt kun langsomt frem. Det ældste danske juletræ vi kender til, er tændt på Holsteinborg i 1808.
Selv om det første juletræ i København 1811 hos familien Lehmann i Ny Kongensgade vakte så stor opsigt, at de mest nysgerrige satte stiger til vinduerne for rigtigt at kunne se, blev det i almindelighed anset for et tosset påfund. Først med vore hjemlige digteres – Oehlenschlæger, Ingemann, Heiberg, Grundtvig og senere H.C. Andersen – fortale for denne tyske juleskik vinder juletræet indpas i bredere kredse landet over. I Ingemanns Reiselyre, skrevet i Rom i 1819, skildres juletræet som et symbol på livets træ fra Paradiset, og i Heibergs Julespøg og nytårsløjer fra 1817 oplever en fattig københavnsk pige jul i Himmelby, hvor hun danser om juletræet med englene. Peter Fabers julevise Højt fra træets grønne top fra 1848 skildrer julen i et velhavende københavnsk håndværkerhjem og kan betragtes som et kulturhistorisk dokument, men ingen har vel hverken før eller senere skildret juletræets skæbne så hjertegribende som H.C. Andersen i fortællingen om Grantræet. Der skulle dog gå lang tid, før skikken bredte sig udenfor København, men gennem de samtidsorienterede og fremskridtsivrige præstegårdsmiljøer fik juletræet lidt efter lidt det blå stempel i menigmands øjne, og omkring 1. verdenskrig var det blevet en kær og uundværlig tilføjelse til julens andre skikke i de danske hjem fra fattigbønder til herregårdsfolk.

Julepynt:
I begyndelsen af 1800-tallet blev julen en borgerlig idyl – blandet med kristendom og nationalfølelse.
Efter krigen i 1850 og 1864 blev julen DANSK. Dannebrogsflag, julehjerter og kræmmerhuse blev kippet i rødt og hvidt papir.
I slutningen af 1980'erne er det stadigvæk de danske farver rød/hvid, som er de dominerende i julepynt.

Julemærke:
Særligt mærke, som klæbes på postforsendelser ved juletid; indtægten ved salget går til velgørende formål, i Danmark til oprettelse og drift af julemærkehjem. Julemærkehjemmene er ikke kun for svage børn, men også for vanskelige børn. Børn der har behov for at komme væk hjemmefra og overvægtige børn der har behov for at tabe sig.
Ideen skyldes den danske postmester Einar Holbøll og har siden 1904, da mærket indførtes i Danmark, bredt sig til mange andre lande, bl.a. USA. Julemærker er blevet et eftersøgt samlerobjekt, der for de ældstes vedkommende betinger høje priser. Julemærkesamlerne har egen forening, Danmarks Julemærkesamler Forening.

Julemanden:
Skikkelse, der bringer julegaver til børnene. Stammer fra en katolsk forestilling om, at børnenes helgen Skt. Nikolaus (Santa Claus) på sin helgendag 6. december bringer gaver til artige børn, mens de vanartede får smæk af hans ledsager (tysk: Knecht Ruprecht, fransk: Pére Fouettard).
Julemandens røde dragt er Nikolaus' bispekåbe; hans rensdyrslæde, vinterlige baggrund og bolig på Nordpolen er moderne tilføjelser og skal stamme fra de borgelige miljøers julebøger og lign. for børn. I Julemandens Bog af Louis Moe – fra 1898 – lader forfatteren ham bo så langt mod Nord, at end ikke Fridtjof Nansen har set røgen fra hans hus. Det er her vi første gang møder den Jule-mandsfigur vi kender i dag – altså at han bor på Nordpolen og laver legetøj hele året. Den Ganmle Jul der optræder i Peters Jul fra 1866 er en lidt anden type. Han kommer heller ikke med overraskelsesgaver i form af legesager, men med selve juleglæ-den, eller julestemningen, som vi nok ville kalde det i dag.
I mange lande kommer Nikolaus stadig 6. december; men julemandens virke falder ellers juleaften eller -nat. Kendes i Danmark først fra midten af 19. årh. og blev her i nogen grad blandet sammen med julenissen.

Julemad:
Man mener, at grisen allerede i vikingetiden blev serveret som festret i julen. Sidst i november (slagtemåneden) blev svinene drevet hjem fra skovene, hvor de havde spist sig fed, og slagt. Juleaften fik man som regel friskkogt skinke eller flæskesteg, men inden maden komm på bordet, blev svinehovedet båret ind – festlig dekoreret. Desuden fik man bl.a. medisterpølse og blodpølse. I 1800-tallet fik grisen konkurrence, for samtidig med udbredelsen af juletræet, julenisserne og julegaverne bredte skikken at spise gås sig. Det var dog kun borgerne i byerne, der spiste gås juleaften, på landet holdt man fast ved grisen – eller ofrede en and på sig selv.
I slutningen af 1800-tallet begyndte imidlertid et tredje stykke fjerkræ at indfinde sig – nemlig kalkunen..
Risengrøds traditionen stammer fra 1800-tallet da det blev muligt for almindelige borgere at købe risengryn. Ca. år 1900 kom der en ny variation af grøden – nemlig ris a' l'mande (ris med mandler).
Siden 1600-tallet har æbleskiver været en delikatesse, som ikke kun hørt til julen. Oprindelig tog man en skive af et æble, som man dyppede i en dej og bagte eller kogte i smør. Senere blev det almindeligt at stege æbleskiver, som vi kender i dag.

Kravlenisser:
Det var vor tids mest kendte julenissetegner Frederik Bramming (født 1911), der i 1947 lancerede udklipsark med nisser som han fandt på at kalde kravlenisser. Han tegnede det første år 2 ark for Allianceforlaget der trykte dem i 80.000 eksemplarer. Året efter var der 12 andre tegnere, der overtog betegnelsen kravlenisser. Allianceforlaget anlagde en række retssager for plagiat, men tabte eftersom betegnelsen kravle + nisse er sammensat af to allerede kendte ord. Kravlenisse kan derfor ikke anses for en »enestående« sproglig nyskabelse som kan »mønsterbeskyttes«. At Bramming fandt på ordet kravlenisser er der ingen tvivl om, men begrebet kravlenisser – nisser der kan klippes ud og anbringes hvor som helst – kendes i al fald allerede i 1940'rne. Og i slutningen af 1920'rne tegnede Alfred Schmidt lignende nisser til glæde for børnene i Krebs' skole, hvor hans søn var bestyrer.

Mandelgave:
Gave til den, der juleaften finder en mandel i sin ris ala mande/rissengrød. I Danmark har man kendt til denne tradition siden det 16. årh.
Fundet af mandlen har altid været et lykkevarsel, og i dag symboliseres dette ved at man får en gave når man finder mandlen.

Mistelten:
Traditionen stammer fra den keltiske folketro, hvor mistentenen værnede mod onde ånder, og det i 18. årh. i England opstod juleskikken at tillade en mand at kysse en kvinde, der befandt sig under en ophængt mistelten. Denne tradition kom til Danmark i slutningen af det 19. årh.

Risengrød:
I mange år inden grøden slot igennem for alvor, var det almindeligt udbredt at bruge ris til madlavning. Oftest risbudding. Risbudding blev stammer fra enten Mellemøsten eller Persien, og blev for alvor populær i løbet af Middelalderen.
I Europa var det romerne, som var de første til at adoptere risbudding (og risgrød) kogt på gedemælk til medicinske formål. Således kan de første rigtige opskrifter læses i medicinske tekster.
I Skandinavien kom risbudding/risgrød først til i år 1542, formodet i Malmö, hvor man normalt kun kogte grøden på vand og kun til de store højtider brugte man mælk.
Langt op i 1800-tallet brugte man byg, rug og havre som hovedingredienser, når man fremstillede grød. Ris var nemlig stadig at betragte som en dyr luksusvare. Tiderne skiftede og nye traditioner opstod og risengrøden blev præsenteret for det bedre borgerskab som en videreudvikling af den sødgrød, som allerede ansås for at være et luksusmåltid.
Fordi grødris var skulle importeres og var relativt kostbare,  blev det et statussymbol at være i stand til at servere risengrød for sine julegæster.
Husnissen boede fra midten af århundredet rundt om på loftterne, og man var enige om, at man også skulle sætte grød frem til nissen, hvis man ønskede at regne med dens hjælp – ellers kunne den i modsat fald blive ondsindet.
Efterhånden som grødris blev mere almindelige hos købmanden, oplevedede risengrøden en sand optur. Omkring år 1900 var risengrød såldes reelt folkeeje, og blev ikke længere betragtet som statussymbol. Derfor forsøgte man i de finere kredse at videreudvikle risengrøden, så den igen kunne blive eksklusiv. Som følger af denne videreudvikling opstod flere nye risengrød opskrifter.  Blandt andet resulterede det i at man opfandt Ris a la mande efter man tilføjede risengrøden hakkede mandler, fløde og vanilje.